Nyhedsoverblik

Flere ynglende kongeørne

Kongeørnen er ikke et typisk syn i Danmark, men tal fra 2023 tyder på, at der er udsigt til bedre tider for bestanden. 

Det oplyser Dansk Ornitologisk Forening.

I Danmark er der otte territorier med kongeørne. I fire af dem har etablerede ynglepar hver sendt en unge på vingerne i 2023.

To andre territorier er blevet bosat af par, der sandsynligvis er ved at etablere sig. På de sidste to har enlige kongeørne huseret, hvor håbet er, at de kan stifte familie i de næste år.

Og der er mulighed for vokseværk i bestanden ifølge Hans Christophersen fra Projekt Ørn ved Dansk Ornitologisk Forening.

- Selv om vi kan konstatere, at der er en relativ stor dødelighed, så er der et overskud af kongeørne efterhånden. Det ser ud til, at nogle af dem er ved at finde sammen i par, siger Hans Christophersen.

Siden 1998 er 61 kongeørne kommet på vingerne fra danske reder.