Flere ringer 112 - markant stigning i akutte ambulancekørsler

Aldrig har Region Sjælland oplevet så mange akutte ambulancekørsler og opkald til 1-1-2 som i 2021, og det er gået udover responstiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alarmcentralen og ambulanceredderne har haft ekstra travlt i 2021. Helt præcist 12,3 procent mere travlt end året forinden. 

Det fremgår af Præhospitalt Centers årsrapport.

86.214 borgere i Region Sjælland fik i 2021 akut sendt en ambulance ud til deres bopæl eller et ulykkessted. Det er 9.412 flere kørsler end året forinden. 

Til sammenligning var der mellem år 2019 og 2020 en stigning på 1.096 kørsler.

quote Det er for mange, der får rekvireret ambulancer, som ikke skulle have haft det

Benny Jørgensen, præhospitalsdirektør, Region Sjælland

Derfor undrer den store stigning i 2021 præhospitalsdirektør i Region Sjælland, Benny Jørgensen. 

- Det er cirka den samme stigning alle landets regioner, men det er svært at give et entydigt svar på, hvad der præcis er årsagen til den store stigning. I stedet skal man se på flere forskellige parametre, fortæller præhospitalsdirektøren. 

Corona som medårsag

Ifølge Benny Jørgensen var utrygheden over coronapandemien medårsag til, at flere ringede 1-1-2. 

- Vi modtog mange opkald omkring corona, og hvordan folk skulle forholde sig, og i flere tilfælde har det været svært at vurdere, om borgernes tilstand har krævet en ambulance, men der har vi ikke taget chancer. Vi vil hellere sende en ambulance for meget end for lidt, siger Benny Jørgensen.

quote En hver forøgelse af responstiden ærgrer mig

Benny Jørgensen, præhospitalsdirektør, Region Sjælland

Derfor bliver 17 procent af alle ambulancekørsler også afsluttet i hjemmet, og det er ligesom de andre parametre også stigende. 

- Der er for mange, der får rekvireret ambulancer, som ikke skulle have haft det, men det er svært at finde ud af, hvornår folk ikke skal have en ambulance. Vi må stole på, at folk har brug for en ambulance, når de siger det, siger Benny Jørgensen. 

- Der er ingen tvivl om, at vi i forbindelse med corona transporterer flere i ambulancekørsel fra A til B. Vi havde svært ved at få folk transporteret i taxa, offentlig transport og sygetransportere under corona på grund af forsigtighedsprincippet. Så det er klart, at de også fremgår af tallene.

Dårligere responstid

Vagtcentralen modtog  83.489 sundhedsfaglige 1-1-2 opkald fra borgere med brug for hjælp i 2021, det er gennemsnitlig 31,5 opkald mere om dagen sammenlignet med 2020.

De mange opkald og den markante stigning i antallet af ambulancekørsler har påvirket Region Sjællands responstid.

Læs også
Region Sjælland er klar til at ansætte ukrainske flygtninge
Læs også
Region Sjælland er klar til at ansætte ukrainske flygtninge

Responstiden dækker over, hvor længe en ambulance er om at komme frem til ulykkestedet eller bopælen.

- Vi har set en øget responstid. Godt nok i den lave ende på 18 sekunder, men en hver forøgelse af responstiden ærgrer mig, fordi vi gerne skulle levere en bedre responstid år efter år, siger Benny Jørgensen.

quote Vi står med en stor pukkelafvikling i de kommende år efter udskudte operationer efter coronapandemien

Benny Jørgensen, præhospitalsdirektør, Region Sjælland

Den gennemsnitlige responstid i Region Sjælland er gået fra 8 minutter og 15 sekunder i 2020 til 8 minutter og 33 sekunder i 2021.

- Vores ambulancer skal lave mere, og vi kan ikke bare få fem ambulancer mere ud og køre, for vi mangler ambulancepersonale. 

Alligevel opfordrer præhospitalsdirektøren ikke til, at folk ringer mindre til alarmcentralen, hvis de er i tvivl. 

- Tallet er ved at normalisere sig, og vi vil ikke sige, at folk skal huske at ringe rigtigt, for det kan have den bagside, at de så slet ikke ringer, og det vil vi ikke ud i. 

Forventer mindre stigning i fremtiden

Det er svært at spå om, hvordan antallet af ambulancekørsler og opkald udvikler sig i 2022, men præhospitalsdirektøren peger på, at der vil være flere kørsler i forbindelse med udskudte operationer.

- Vi står med en stor pukkelafvikling i de kommende år efter udskudte operationer efter coronapandemien. Derfor vil der være flere kørsler, men det er klart, at folk der skal til planlagte operationer ikke kommer med en ambulance, men selv anskaffer transport eller kommer med en sygetransporter, derfor kan tallet måske stagnere, fortæller Benny Jørgensen.

Læs også
6 ud af 10 er overvægtige i Region Sjælland
Læs også
6 ud af 10 er overvægtige i Region Sjælland

Gennemsnitlig stiger antallet af opkald og ambulancekørsler med mellem 3,5 procent og 4,5 procent om året, men det er endnu uvist hvor 2022 bliver. 



Nyhedsoverblik