Flere anmelder bedrageri til politiet

Politiet fik i fjerde kvartal 2022 14.500 anmeldelser om bedrageri. Det er 39 procent flere end året før.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Antallet af anmeldelser om bedrageri har været hastigt stigende de seneste år.

Det viser tal fra Danmarks Statistik (DST), der er offentliggjort torsdag morgen.

Alene i fjerde kvartal 2022 blev der anmeldt 14.500 bedrageriforbrydelser. Det svarer til en stigning på 39 procent i forhold til samme kvartal året før.

At bedrageri er blevet anmeldt, er dog ikke ensbetydende med, at det fører til dom.

Udviklingen i anmeldte bedrageriforbrydelser skyldes ifølge Danmarks Statistik, at der særligt er kommet flere anmeldelser om databedrageri.

Således var omkring halvdelen af de anmeldelser om bedrageri, som politiet modtog i fjerde kvartal sidste år, om databedrageri.

Hjemmehjælper sigtet for at stjæle dankort

Et eksempel på databedrageri er en sag, hvor en 31-årig kvindelig hjemmehjælper for nylig blev anholdt og sigtet for 14 forhold om tyveri og databedrageri.

Kvinden er blandt andet mistænkt for at have stjålet dankort fra ti ældre, hun har været hjemme hos i forbindelse med sit arbejde, og hævet penge ved hjælp af dem. Sagerne løber ifølge politiet op i 52.000 kroner.

20190215-090709-L-6016x4016ma
Læs også
Fire personer sigtet for bedrageri for 100.000 kroner
20190215-090709-L-6016x4016ma
Læs også
Fire personer sigtet for bedrageri for 100.000 kroner

Eksempler kan også være, at man bliver snydt til at indtaste oplysninger via internettet, for eksempel betalingsoplysninger.

Konkret modtog politiet 7000 anmeldelser om databedrageri i fjerde kvartal sidste år ifølge DST. Det er en stigning på 49 procent i forhold til fjerde kvartal 2021.

Mange ældre står for skud

Generelt ser politiet med jævne mellemrum typer af bedrageri, hvor ældre bliver forsøgt svindlet.

6. januar blev en 25-årig mand idømt en fængselsstraf på to år for at have franarret 20 ældre borgere mellem fire og fem millioner kroner ved at have udgivet sig for at være politiet.

Men der er også allerede i år set sager på andre typer af bedrageri.

For eksempel fik en advokat i januar en dom på fire måneders betinget fængsel for at have bedraget sin arbejdsplads for mere end 100.000 kroner. Det skete ved, at advokaten fik en række klienter til at overføre salær direkte til hendes egen konto.

Ældre med telefon
Læs også
Kvinde udsat for svindel - blev franarret 200.000 kroner
Ældre med telefon
Læs også
Kvinde udsat for svindel - blev franarret 200.000 kroner

Ifølge tallene har antallet af anmeldelser om databedrageri været stigende siden tredje kvartal 2021. Her var der 3500 anmeldelser.

Udviklingen kan også særligt ses, hvis man kigger over de seneste ti år.

I 2012 blev der eksempelvis anmeldt 2800 bedrageriforbrydelser på et kvartal.


Nyhedsoverblik