Fire mænd anholdt - politiet beslaglægger 10.000 liter brændstof

Fredag blev fire personer anholdt, mistænkt for at stå bag en lang række tyverier fra varebiler og tyveri af brændstof.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I samarbejde med Fyns Politi rykkede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fredag ud for at anholde fire mænd, som er mistænkt for at stå bag omfattende og organiseret tyveri fra varebiler.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

quote Det er en dårlig idé at opbevare sit benzinkort sammen med koden dertil

Anton Havegaard, vicepolitiinspektør, Udlændingekontrolafdelingen

Tre af mændene er udenlandske statsborgere, mens den sidste har dansk statsborgerskab. De er mellem 38 og 55 år gamle, og politiet mener, at de målrettet er gået efter at stjæle benzinkort og koder fra varebiler ofte tilhørende håndværkere. Tyverierne er foregået over hele landet.

- En kort, men intensiv efterforskning bragte os på sporet af de anholdte. Det er vores opfattelse, at de anholdte i forening organiserede tyverierne og efterfølgende benyttede benzinkortene til at tanke meget store mængder brændstof fra benzintanke flere steder i landet, siger Anton Havegaard, der er vicepolitiinspektør i Udlændingekontrolafdelingen.

Ifølge Ritzau har politiet i forbindelse med anholdelserne og dertilhørende ransagninger beslaglagt 10.000 liter brændstof.

Opbevar ikke benzinkort sammen med koden

Efterforskningen har vist, at der har været mange aftagere af det stjålne brændstof, og det får politiet til at påpege, at man skal passe på, hvis man bliver tilbudt brændstof til priser, der ligger langt under det sædvanlige prisniveau.

- Der kan være tale om hælervarer, hvor man som køber risikerer en sigtelse for overtrædelse af straffeloven, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i pressemeddelelsen.

tricktyveri
Læs også
Stribevis af tricktyverier rammer regionen på samme dag - politiet søger vidner
tricktyveri
Læs også
Stribevis af tricktyverier rammer regionen på samme dag - politiet søger vidner

Nu håber Anton Havegaard, at politiet vil se et fald i antallet af lignende tyverier.

- Samtidigt håber vi, at vi får oplyst ejere af benzinkort om, at det er en dårlig idé at opbevare sit benzinkort sammen med koden dertil, slutter han.

Lørdag eftermiddag skal de fire stilles for en dommer med krav om varetægtsfængsling. Det kommer til at ske ved et grundlovsforhør i Retten i Næstved.


Nyhedsoverblik