Feriehusudlejere til Mette Frederiksen: Åbn grænserne for turister

Feriehusudlejernes Brancheforening beder i et brev statsminister Mette Frederiksen (S) om at åbne grænserne for udenlandske turister.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En fortsat lukket grænse vil medføre et milliardtab i lokal omsætning i turismeområder og tusinder af tabte arbejdspladser langs de danske kyster.

Sådan lyder det blandt andet i et brev, som Feriehusudlejernes Brancheforening netop har sendt til statsminister Mette Frederiksen (S).

Læs også
Guldborgsund er blandt de mest populære sommerhus-kommuner
Læs også
Guldborgsund er blandt de mest populære sommerhus-kommuner

Her beder de statsministeren om at sætte et ophold i et feriehus på listen over anerkendelsesværdige formål, så grænserne igen kan åbnes for udenlandske turister, der vil holde ferie i en feriebolig i Danmark.

- Det er et stort problem for os, at vi kun har adgang til det danske marked lige nu. I for eksempel Sverige, Tyskland og Holland holder man ferie på andre tidspunkter end her, og det er med til at brede gæsterne ud over hele året, men lige nu er det kun danske gæster, der kommer, og de kan slet ikke fylde kalenderen op, lyder det fra Jan Harrit, der er direktør i Lalandia i Rødby, som er repræsenteret i brancheforeningens bestyrelse.

Savner klarhed

I brevet skriver brancheforeningen, at de udenlandske overnatninger normalt udgør 75 procent af alle overnatninger. 

Erfaringerne fra sidste år viser, at der trods 10 millioner udenlandske overnatninger i danske feriehuse var under 10 kendte smittetilfælde, og derfor mener foreningen, at det er forsvarligt at åbne op for de udenlandske gæster i feriehusene igen.

I Lalandia lejer de lige nu ferieboliger ud, mens vandlandet og de øvrige aktiviteter må holde lukket, og Jan Harrit savner et svar på, hvornår statsministeren forventer, at der kan åbnes op.

- Vi savner klarhed. Et klart signal til udlandet om hvornår vi forventer at åbne grænserne igen. Turisterne kommer ikke fra den ene dag til den anden, og vi risikerer, at de booker andre steder, hvor der er meldt noget ud, hvis ikke de kan se, hvornår det bliver muligt her, lyder det fra direktøren.

Risikerer gabende tomme boliger 

Også hos Sol og Strand i Marielyst savner de svar. Selvom de er godt i gang med at gøre klar til forårssæsonen, så er der særligt én gruppe gæster, som de må kigge langt efter.

- Alt er jo annulleret lige nu for udenlandske gæster på grund af indrejseforbuddet, fortæller Helle Christensen, der er souschef i Sol og Strand Falster.

Det er især de tyske turister, der mangler i kalenderen. Men lige nu kan de ikke planlægge en ferie i et dansk feriehus.

Helle Christensen, souschef i Sol Og Strand Falster.
Helle Christensen, souschef i Sol Og Strand Falster. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

- De er jo frustrerede, og det er jo fuldt forståligt. De ringer og spørger, om vi tror, at de kan komme. og det kan vi jo selvfølgelig ikke svare på, fortæller Helle Christensen.

Selskabet oplyser, at de naturligvis er rigtig glade for de mange danskere, der kommer. Men især udenfor de danske skoleferier mangler de de tyske turister meget. Alene i april, maj og juni er der normalt 4,3 millioner overnatninger i feriehusene - men her risikerer de at stå tomme, hvis der ikke findes en løsning.

Håber på 6. april

Ifølge brevet til Mette Frederiksen er der over 200.000 sommerhuse i Danmark, hvoraf omkring 40.000 udlejes af private danske sommerhusejere. For hvert sommerhus, der sættes til udlejning, skabes der to fuldtidsstillinger i lokalområdet, lyder det i brevet.

Læs også
Landets største sommerhuskommune går solo for at lokke turister til
Læs også
Landets største sommerhuskommune går solo for at lokke turister til

Feriehusudlejernes Brancheforening appellerer i brevet til, at statsministeren gør det muligt for turister at rejse ind i Danmark med et lejebevis til en feriebolig og en negativ coronatest eller bevis på en vaccination. Det ser de gerne ske fra 6. april, hvor de nuværende rejserestriktioner udløber.

- En postgang for tidligt

Ifølge Mette Frederiksens seneste udmelding om grænserne ser det dog ikke umiddelbart ud til, at der sker noget på turismefronten lige med det samme. I Berlingske tirsdag kaldte hun det en postgang for tidligt at åbne op for turister.

- Vi er ikke i en situation i Europa, hvor vi har vaccineret nok til, at vi kan lave den helt store genåbning hverken af vores samfund og vores grænser, men vi skal derhen, lød det tirsdag fra Mette Frederiksen i Berlingske.


Nyhedsoverblik