Familier kæmper med fugt, vandskader og fyldte filtre - føler de taler for døve ører

To familier melder sig i koret af lejere, der har problemer i boliger, Domea administrerer. Fugt og vandskader er nogle af udfordringerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kritikken mod selskabet Domea, der administrerer ejendomme flere steder i TV2 ØSTs sendeområde, fortsætter.

Senest er det Kresten Hjelm Pedersen fra Nykøbing Falster, der nu også står frem med sin kritik af administrationsselskabet.

- Folk er glade, når de flytter ind. Det er jo fine, lyse boliger, men det er jo sminkede lig, kan man godt sige.

Fyldte filtre

Han og familien flyttede ind i rækkehuset ved årsskiftet, og det, der startede med at være lykken, ændrede sig hurtigt. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Kresten Hjelm Pedersen ville aldrig være flyttet ind i rækkehuset med sin familie, hvis han havde vidst, hvad der ventede af udfordringer.
Kresten Hjelm Pedersen ville aldrig være flyttet ind i rækkehuset med sin familie, hvis han havde vidst, hvad der ventede af udfordringer. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Huset viste sig både at have en vandskade, og da familien kort tid efter indflytningen begyndte at døje med forkølelse, undersøgte Kresten Hjelm Pedersen ventilationsfiltrene.

- Jeg blev meget chokeret, og så tænkte jeg ’fy for satan’, fortæller han om reaktionen på filtrene, der var fyldt med et tykt lag skidt.

Læs også
Allan kæmper mod Domea - bolig lugter af gammelt sommerhus og hamsterbur
Læs også
Allan kæmper mod Domea - bolig lugter af gammelt sommerhus og hamsterbur

Han er langt fra den eneste, der er utilfreds med Domeas lejeboliger. Den seneste tid har TV2 ØST fortalt om lejere i Næstved, Stubbekøbing og Ringsted, som alle har haft massive problemer med både skimmelsvamp, mug, fugt og dårlige lugte.

Hunden og datteren spilder

Karina Hougaard, der bor i Stubbekøbing, er en anden af dem, hvis glæde over boligen blev afløst af frustrationer. Hun har problemer med fugtskjolder på sit køkkengulv, men oplever ikke, at Domea tager problemet alvorligt.

- De kommer med undskyldninger. Blandt andet, at det er hunden, der har været ude at drikke af skålen i gangen, eller at min datter har gået rundt og spildt. Det giver ikke nogen mening, siger hun.

Det er dog ikke kun udfordringerne i boligen, der irriterer Karina Hougaard og Kresten Hjelm Pedersen. De oplever begge to, at det er svært at kommunikere med Domea, og at det er svært at få løst problemerne.

Føler de er ligeglade

Blandt andet er et af svarene fra boligselskabet Vendersbo, Nykøbing Falster, som hører under Domea, og som er den afdeling, Kresten Hjelm Pedersen hører til, at: 

Det er nu vinter, det vil sige en meget mild og våd vinter, og det giver anledning til at folk hoster og nyser, og folk bliver mere ramt af disse symptomer i fugtigt vejr end hvis det er frostklart, og det sker overalt i samfundet.

Og da han efterfølgende beder om at få skiftet filtrene, bliver han mødt af følgende svar:

Du stiller krav om at filtrene skiftes indenfor en uge. Dette kommer ikke til at ske.

Artiklen fortsætter under billedet.

Det er vandskaden her, som Kresten Hjelm Pedersen har klaget over til sit boligselskab. 
Det er vandskaden her, som Kresten Hjelm Pedersen har klaget over til sit boligselskab.  Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Svar, som frustrerer Kresten Hjelm Pedersen.

- Når man betaler sin husleje til tiden, så har man en forventning om, at der bliver taget hånd om de problemer, man stiller dem over for, og man har en forventning om, at fejlene bliver udbedret inden for kort tid. Eftersom de ikke gør det, kan man kun have det indtryk, at de er ligeglade, siger han.

Trækker sager i langdrag

Hos Lejernes Landsorganisation (LLO) i Nykøbing Falster bekræfter bestyrelsesformand Carsten Koborg, at de kender til lejernes udfordringer med Domea. Ifølge dem er 20 procent af alle sagerne på deres skrivebord klager over Domea.

- Beboerne bliver ikke taget alvorligt, når de henvender sig til servicecenteret, og det er som om, at tingene bliver trukket i langdrag. Måske med formålet om, at så opgiver beboeren sine krav om at få tingene ordnet, siger Carsten Koborg.

Læs også
Gitte fra Stubbekøbing har fået nok – fraflytter lejlighed fyldt med skimmelsvamp
Læs også
Gitte fra Stubbekøbing har fået nok – fraflytter lejlighed fyldt med skimmelsvamp

TV2 ØST har været i kontakt med Domea. De henviser til boligselskabet Vendersbo, som hører under Domea, og som er det selskab, Kresten Hjelm Pedersen og Karina Hougaard hører under.

Boligselskabet stillede op til interview, men efterfølgende har de valgt at trække deres udtalelser tilbage. 

Til gengæld har selskabets servicecenter, der tager sig af klager fra Sydhavsøerne, sendt følgende svar til TV2 ØST.

 - Vi synes ikke, det er passende at kommentere på konkret dialog, vi har med enkelte beboere i pressen. Men vi lytter naturligvis, når der er beboere, som ikke synes, at vi har været hurtige nok til at hjælpe dem eller ikke føler, at vi i tilstrækkelig grad har lyttet til dem. Det er noget, vi tager til os, lyder det fra Birgitte Werngreen-Nielsen, der er konstitueret kundechef i Sydhavsøernes Servicecenter.  


Nyhedsoverblik