Falck donerer 30 ambulancer til Ukraine og nabolandene

Ambulancerne blev sendt afsted med færgen i Gedser fredag. De skal indgå i de lokale beredskaber for at hjælpe tilskadekomne borgere og flygtninge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fredag aften blev 30 ambulancer kørt ombord på færgen i Gedser.

De er nu på vej til Ukraine og dets nabolande Moldova og Polen, hvor ambulancerne skal hjælpe tilskadekomne i både krigsområdet og de uroprægede områder.

- Det er en frygtelig situation, vi er vidne til i Ukraine. Vi vil gerne hjælpe, og derfor har Falck besluttet at donere 30 ambulancer til beredskaberne i og omkring Ukraine, så de har udstyr og mulighed for at tage hånd om de tilskadekomne, udtaler Jakob Riis, administrerende direktør i Falck, i en pressemeddelelse.

Med ambulancerne er 60 frivillige medarbejdere fra Falcks brand, ambulance og assistanceorganisation. Deres opgave er at køre de mange biler til Lublin i det sydøstlige Polen. Herfra vil de lokale myndigheder tage over.

- Jeg er overvældet over vores medarbejderes dedikation til at hjælpe – over 500 medarbejdere har frivilligt tilbudt at hjælpe med at køre ambulancerne til Polen, hvilket også gør et utroligt stort indtryk på mig, skriver Jakob Riis videre i pressemeddelelsen.

Det forventes, at ambulancerne ankommer til Polen natten til lørdag eller tidlig lørdag morgen.


Nyhedsoverblik