Færgebegejstring fortsætter – 300.000 har været med gratis

Danskerne har taget de gratis færger til sig. 294.000 passagerer har sejlet gratis med til en af de danske øer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danskerne kan ikke få nok af tilbuddet om at kunne komme gratis med de danske færger, hvis de ellers er på gåben eller på cykel.

Knap 300.000 har nu sagt ja til en anderledes ferieoplevelse på en af de mange danske øer. Det viser tal fra Transport- og Boligministerietfor de første 12 dage, hvor ordningen har kørt. Det svarer til, at 24.500 passagerer har fået en gratis færgetur hver dag. Tallet er dog formentlig højere, da det er 41 ud af de 53 færgeforbindelser, der har meldt passagertal ind til ministeriet.

De gratis færgeruter er et led i den såkaldte sommerpakke, som Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative og Alternativet står bag. Pakken skal hjælpe turismeerhvervet, som er hårdt ramt af coronakrisen.

Den populære erhvervestøtteordning har nogle steder givet kapacitetsproblemer, eksempelvis på Orø, hvor de faste øboere pludselig skulle vænne sig til, at der kunne være kapacitetsproblemer og ventetid på færgen – ligesom færgen enkelte gange måtte efterlade både biler og fodgængere, fordi færgen var fyldt op. Passagerer skulle derfor reservere plads eller møde op i god tid, hvis de skulle med.

Læs også
Gratis færger til småøer presses af turister i massevis: - Vi advarede mod den her situation
Læs også
Gratis færger til småøer presses af turister i massevis: - Vi advarede mod den her situation

De mange passagerer har medført stor fremgang hos rederierne, som driver færgeruterne.

I weekenden kunne Mols Linjen berette om en fremgang på i gennemsnit 88 procent på de fire ruter, rederiet betjener fra Sjælland siden 1. juli, hvor gratisbilletterne trådte i kraft.

Størst er fremgangen for gående og cyklende passagerer på ruten mellem Sjællands Odde og Aarhus med 125 procent flere rejsende på gåben og cykel, imens Samsø-ruten fra Kalundborg har oplevet en fremgang på 60 procent, hvor Langelands-færgen fra Tårs har haft 75 procent flere passagerer med på gratis billetter.

Færgen Samsø, der sejler mellem Kalundborg og Ballen på Samsø, er en af de færger, som har tilbudt gratis sejlads i vores landsdel.
Færgen Samsø, der sejler mellem Kalundborg og Ballen på Samsø, er en af de færger, som har tilbudt gratis sejlads i vores landsdel. Foto: Jakob Olling

Det har været op til færgeselskaberne selv, om de vil udbyde gratis rejser. Alle danske færgeruter har dog valgt at tilslutte sig ordningen.

Den store popularitet på ordningen har betydet, at en række kommuner har valgt at forlænge tilbuddet.

Kø til færge på Orø
Læs også
Orø-færgen bliver gratis for biler, motorcykler og knallerter i august
Kø til færge på Orø
Læs også
Orø-færgen bliver gratis for biler, motorcykler og knallerter i august

Det er også sket på Orø, hvor politikerne i Holbæk Kommune har valgt at forlænge ordningen med gratis adgang for cyklister og gående i august måned med.

FAKTA OM SOMMERPAKKEN: 

Et politisk flertal er blevet enige om en sommerpakke, der skal sparke gang i økonomien ved at understøtte turismen.

 

Pakken indeholder en række initiativer for i alt 700 millioner kroner:

 

Billigere offentlig transport:

  • Rejsepas for 299 kroner - som giver otte dages fri rejse med kollektiv trafik. Der udbydes 50.000 rejsepas i perioden fra lørdag den 27. juni til søndag den 9. august.
  • DSB udbyder en million Orange-billetter over Storebælt i skolernes sommerferie til 99 kroner, inklusive pladsbillet.
     

Billigere færger:

  • Gratis indenrigsfærger i juli for gående og cyklister.
  • Tilskud til prisnedsættelse på færger til småøer - samt Fanø, Læsø, Ærø og Samsø - i august og september.
  • Reduktion af billetpriserne på færgefarten Ystad-Rønne i august og september.
     

Billigere oplevelser:

  • Pakken giver halv pris på en række kulturoplevelser.
  • Der afsættes penge, som forenings- og idrætslivet kan søge til at skabe flere aktiviteter.
  • Højskolerne får en bevilling til årets sommeraktiviteter.
     

Støtte til sommerhusudlejere:

  • Midlertidig forhøjelse af bundfradraget ved udlejning af sommerhuse.
     

Sociale tiltag:

  • Gratis tilbud om lokale aktiviteter til ældre over 65 år.
  • Flere dagsture for beboere på plejehjem og socialpsykologiske botilbud.
  • Gratis handicaptransport i sommerferien.
     

Kilder: Erhvervsministeriet og Transportministeriet.

Grafik: Nick Abildgaard


Nyhedsoverblik