Eleverne har talt - sådan stemte de unge ved skolevalget

Ungdommen er rød - i hvert fald hvis man ser mod årets skolevalg, der blev afgjort torsdag aften.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tre ugers valgkamp kulminerede i dag, da omkring 80.000 skoleelever landet over gik i stemmeboksen.

Det var skolevalg 2021, der løb af stablen.

I Faxe kommune blev valget fejret med valgfest med både aftensmad, taler og underholdning på programmet. Samtidig kunne eleverne løbende følge med, når valgresultaterne fra de forskellige skoler løb ind. 

Skolevalg 2021
Foto: Anders Garde - TV2 ØST

En god afslutning på det tre uger lange forløb.

- Jeg synes jo, at politik er spændende, så jeg brokker mig jo ikke, siger August Klipper fra 9. klasse på Karise Skole. Hans klassekammerat Rebekka Demescko tilslutter sig:

- Jeg synes, det er fedt. Det er er fedt, at der kan blive lavet sådan et arrangement, og det er hyggeligt, at vi alle sammen samles og kan lave noget fælles.

Skolevalg 2021
Foto: Ritzau grafik

Mærkesager på skemaet

Det er 8., 9. og 10. klasser i hele lander, der har deltaget i skolevalget. 

Valget blev udskrevet af statsminister Mette Frederiksen (S) den 26. september. Siden har elever beskæftiget sig med mærkesager, de forskellige partier - og også beslutningen med hvem man egentlig vil stemme på, når krydset skal sættes.

- Vi har for eksempel valgt tre mærkesager, og vi har taget forskellige test om, hvem vi egentlig vil være mest enige med, siger David Klausen, 9. klasse, Strøbyskolen og fortsætter:

- Jeg synes, det har været et rigtig godt forløb. Det har været spændende, og jeg føler egentlig, at alle har været godt med indeni det her forløb.

quote Det har været spændende, og jeg føler egentlig, at alle har været godt med indeni det her forløb

David Klausen, 9. klasse, Strøbyskolen

Det har været et tre uger langt undervisningsforløb, som afspejler en virkelig valgkamp. Formålet er at gøre eleverne klogere på politik og hvordan et valg løber af stablen.

- De får diskuteret en masse politik, og politik er jo en del af vores hverdag, så der har været mange gode diskussioner, siger underviser på Strøbyskolen, Steen Nielsen.

Skolevalget sluttede klokken 15 torsdag og stemmerne blev herefter talt op. 20.30 var valget afgjort.

På landsplan blev socialdemokratiet den helt store vinder med 23,5 procent af stemmerne.

Venstre derimod fik kun knap 12 procent af stemmerne.

I Faxe kommune kiggede flertallet også mod rød blok. Her steg Socialdemokratiets stemmeprocent sig helt op på 30,4, mens Venstre kun fik 5,9 procent af stemmerne. 

 


Nyhedsoverblik