Du skal ikke melde til politiet, hvis du kender en coronasmittet

Du skal ikke anmelde en nabo, du tror har Covid-19. Det oplyser Sundhedsministeriet til Detektor. Men du skal være opmærksom på symptomer hos andre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
RETTELSE
Tidligere fremgik det af artiklen, at du skal politianmelde en person, der har coronavirus, hvis det ikke allerede er anmeldt. Ifølge Detektor på DR er det dog ikke korrekt. Pligten til at anmelde sygdomme gælder kun ved såkaldt "alment farlige sygdomme på liste A som for eksempel ebola og kopper. Artiklen er opdateret. TV2 ØST beklager fejlen.

Har du en ven eller kollega, der hoster og skranter, skal du være opmærksom på symptomer i forhold til coronavirus. Men du skal ikke anmelde det til politiet.

Det fremgik tidligere af en artikel, som TV2 ØST havde skrevet på baggrund af en artikel fra Berlingske.

quote De tiltag vi har gjort nu, er meget drastiske

Nick Hækkerup (S), justitsminister

Detektor har forelagt kritikken for Berlingske, som beklager fejlen.

- Vi mente at have fået udlægningen af lovteksten bekræftet. Forholder det sig anderledes, er det en beklagelig fejl, som vi naturligvis retter, siger Søren Domino, som skrev artiklen i Berlingske.

Virusset er ikke en 'alment farlig sygdom'

Det er sandt, at man skal orientere politiet eller en læge, hvis man kender en person, der 'lider af en alment farlig sygdom', som det hedder i epidemiloven. Sådan var det også, før coronavirusset kom til Danmark.

Det er til gengæld forkert, at det gælder for coronavirus. Den er nemlig ikke kategoriseret som en 'alment farlig sygdom'.

Myndighederne skelner mellem to forskellige kategorier af sygdomme.

Der er liste A over de 'alment farlige sygdomme' som for eksempel ebola og kopper.

Og så er der liste B over de 'smitsomme og overførbare sygdomme' som for eksempel mæslinger.

Coronavirus er kommet på liste B. Virusset er altså ikke 'en alment farlig sygdom' ifølge epidemiloven.

Krav om oplysning

Man skal altså ikke melde folk til politi eller læge, hvis man tror, de er smittede.

- Det nye i loven er, at man kan lave regler om, at personer, som har opholdt sig i zoner, hvor der er stor risiko for smitte, skal oplyse om det, skriver Sundhedsministeriet til Detektor.

- Det kan eksempelvis være krav om - efter anmodning fra sundhedsmyndighederne - at give oplysning om, at man har stået på ski på et bestemt skisportssted, hvis der er stor risiko for smitte dér.

Selvom man ikke skal angive hinanden, skal man alligevel være opmærksom på symptomer.

Danskerne skal 'som udgangspunkt' gå ud fra, at de har coronavirus, hvis de får 'symptomer på forkølelse, hoste og feber'. Det sagde Sundhedstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, på et pressemøde torsdag.

- Det betyder, at man straks skal isolere sig og holde sig hjemme, hvis man får symptomer. Hold afstand til de nære og lad helt være med at gå på arbejde, lød Søren Brostrøms anvisning torsdag.

Smittetallet stiger dag for dag. Torsdag formiddag meldes der om 615 smittede danskere, hvoraf to af dem er i kritisk tilstand. I Sverige er en ældre person som den første i Skandinavien omkommet. 


Nyhedsoverblik