Drabsofre døde på brutal vis

Statsobducent vidner i drabssag om to mænd fra Ruds Vedby og Vemmelev, der i 2019 blev slået ihjel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Møntsamler Kiehn Georg Andersen fra Ruds Vedby endte sine dage på brutal vis. Den 20. april 2019 omkring klokken 21.00 fik han knust skelettet i halsen, hvilket forårsagede, at han havde svært ved at trække vejret. 

Desuden fik den 68-årige mand denne forårsaften for lidt over tre og et halvt år siden tildelt adskillige slag eller spark i ryggen, ligesom han med en skarp genstand lige omkring dødstidspunktet blev stukket seks gange i maven. Et af stikkene perforerede bughulen.

En statsobducent, der har undersøgt liget af den 68-årige møntsamler, kunne fredag i Østre Landsret beskrive, hvordan den ældre mand, der boede alene i sit hus i Ruds Vedby, blev taget af dage.

To mænd på 37 og 46 år er tiltalt for drabet. De er ligeledes tiltalt for drabet på pensionist Poul Frank Jørgensen, der ligesom møntsamleren boede alene. Pensionisten fik den 16. juni 2019 skåret halspulsåren over med en kniv, i alt fik han 13 knivstik tildelt. Liget af den 80-årige mand blev smidt på stuegulvet, hvorefter der blev sat ild til hans hus.

quote Der er absolut intet i politiets registre, der omhandler børnepornografi

Emil Folker, senioranklager.

Også møntsamlerens hus blev sat i brand efter drabet, men i modsætning til pensionisten blev liget af mønthandleren ikke brændt. I stedet blev han – enten død eller i live – transporteret til Blæsinge grusgrav, hvor han fik sten i tøjet og derefter blev sænket i søen.

Offer var i live, da han blev stukket i maven

I byretten blev de to tiltalte idømt fængsel på livstid for drabene, ildspåsættelse og usømmelig behandling af lig. De nægter sig begge skyldige i drab. Den ene af de tiltalte, S.E., har dog indrømmet, at han var med ude hos Kiehn Georg Andersen, da han blev slået ihjel. Ifølge den 46-årige S.E. var det hans ven S., der slog møntsamleren ihjel.

S.E. har i retten fortalt, hvordan Kiehn Georg Andersen trak vejret besværet, mens han lå på gulvet i sit hus med knust halsskelet. Derefter bar de to venner ham ud i den Landrover, som S. ejede. 

S.E. har fortalt, at de kørte til Blæsinge grusgrav, hvor S.E. har leget som barn. Kiehn Georg Andersen var ifølge S.E. ikke længere i live. S. stak ham flere gange i maven med en spids jernstang, for at han ikke skulle flyde op til søens overflade på grund af luft. Imens  kastede S.E. op et stykke derfra.

Læs også
Søn til dræbt mand vidnede i retten: - Jeg gik i chok
Læs også
Søn til dræbt mand vidnede i retten: - Jeg gik i chok

Ifølge statsobducenten har Kiehn Georg Andersen dog enten været i live, da han lå ved søbredden, eller også blev han stukket i maven, før han blev transporteret til grusgraven. På de blodudtrædninger, der er ved sårene, kan hun se, at der har været blodcirkulation i kroppen, imens der er blevet stukket. Obducenten medgiver dog, at manden kan have været bevidstløs og med så lav puls, at han nok var i live, men så død ud.

Affejer alle rygter om besiddelse af børneporno

Fredag fremlægger senioranklager Emil Folker desuden de oplysninger, der findes i politiets registre vedrørende de to afdøde personer. Den 46-årige har i retten fortalt, at han var hos Kiehn Georg Andersen, fordi han vidste, at møntsamleren havde en interesse i børneporno.

 Ifølge S.E har han flere gange været på besøg hos personer, for at få en samtale om, at man ikke skal have den slags liggende. Nogle gange, erkender han, har han også givet de personer, han har besøgt, nogle slag.

Den tiltalte S. nægter at have noget med drabene at gøre. Men han bakker op om S.E.s forklaring, og har i retten fortalt, at S.E. flere gange har været ude hos folk, der har haft børneporno liggende. 

Ifølge S.E. har han set på Kiehn Georg Andersens straffeattest, at han var dømt for besiddelse af børnepornografi, ligesom han hævder, at han i møntsamlerens hus fandt flere kuverter med børnepornografisk materiale. På en af kuverterne har S.E. fortalt, at der stod Poul Frank Jørgensen.

Selvom anklagerne i både by- og landsret har afvist, at der er noget i sagen, der tyder på, at rygterne om børnepornografi har haft noget på sig, har S.E. holdt fast i sin forklaring om, at han har set møntsamlerens plettede straffeattest. Selvsagt til stor frustration for de pårørende til de afdøde.

Drab Ruds Vedby
Læs også
Nyt vidne forsøger at give alibi til drabstiltalt
Drab Ruds Vedby
Læs også
Nyt vidne forsøger at give alibi til drabstiltalt

Fredag gennemgår anklager Emil Folker derfor, præcis hvad der findes i politiets registre på de to mænd. Møntsamleren har været forurettet i en indbrudssag, ligesom han på et tidspunkt har været vidne til et dødsfald. 

Pensionist Poul Frank Jørgensen har haft en sag om manglende registrering om et køretøj, ligesom han har haft to kørekortssager, forklarer anklageren og understreger igen overfor nævningene:

- Der er absolut intet i politiets registre, der omhandler børnepornografi. Intet. Ingenting, siger anklageren, og lukker dermed det hjørne af sagen endeligt.

Sagen fortsætter i Østre Landsret onsdag. Der forventes dom i sagen i løbet af februar. 


Nyhedsoverblik