DMI melder om op til 20 grader og godt med sol søndag

Det varme forårsvejr ser endelig ud til at melde sin ankomst i slutningen af weekenden, melder DMI.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den forgangne uges kolde, våde og ustadige vejr fortsætter i indledningen af weekenden, men fra søndag får vi endelig nogle sommerlige tendenser, når temperaturen kan snige sig helt op på 20 grader.

Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Mette Wagner fredag morgen.

Inden vi når så langt, venter dog først en fredag og lørdag, hvor paraply og regntøj igen skal pakkes i tasken.

- Vi får en del byger, men der bliver også plads til solen mellem bygerne. Så lur mig om nogle ikke også får brug for solbrillerne, når den bryder frem, siger Mette Wagner om fredagen, der byder på temperaturer op til ti grader og svag til jævn vind fra vest.

Særligt formiddagstimerne vil være præget af stedvise regnskyl, inden det fredag aften og nat begynder at klare en smule op.

- Det betyder også, at lørdag starter rigtig pænt med gode chancer for sol, men der vil igen være risiko for enkelte byger i løbet af dagen, siger meteorologen.

Pænt vejr i de østlige egne

Hun fortæller, at temperaturen lørdag igen kommer til at ligge omkring de ti grader.

Natten til søndag begynder vinden så at trække op fra syd, og det giver gode muligheder for temperaturer helt oppe omkring de 20 grader og godt med sol om søndagen.

quote Der bliver relativt meget behov for solcreme begge dage

Mette Wagner, vagthavende meteorolog, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI)

Ifølge Mette Wagner bliver det især pænt vejr i de østlige egne, mens områder langs vestkysten kan forvente noget køligere temperaturer og en del skyer og regn om aftenen.

Efter en regnfuld nat vest for Storebælt får temperaturen mandag så endnu et nyk opad. Her forventer DMI mellem 18 og 24 graders, mens vejret igen ser ud til at blive lunest og mest tørt i øst.

- Men der bliver relativt meget behov for solcreme begge dage, siger Mette Wagner om varmen, der altså endelig ser ud til at melde sin ankomst efter et koldt forår.


Nyhedsoverblik