DMI forventer opklaring efter kold og våd weekend

Weekenden byder mest på skyet vejr med regn, slud og lidt sne samt temperaturer mellem nul og tre grader.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det smukke vintervejr med kolde solskinsdage og frostklare nætter lader vente på sig den kommende weekend, der det meste af tiden byder på skyet vejr, regn, slud og en lille smule sne til de heldige.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved DMI Mette Zhang tidligt fredag morgen. Hun afslører samtidig, at der ser ud til at være rigtig flot vejr på vej til Danmark om en lille uges tid.

Først skal weekenden dog lige klares, og den begynder fredag morgen med skyet vejr og sne hist og pist.

- Og modsat i går (torsdag, red.) så er der i dag chancer for enkelte solstrejf i hele landet, siger Mette Zhang.

Hun fortæller, at snebygerne i løbet af dagen kan gå over i slud og regn, i takt med at temperaturen stiger fra lige under frysepunktet og op til tre grader.

Grå og våd weekend

Natten til lørdag bliver mest skyet, mens der fortsat kan falde sne eller slud. Enkelte steder kan det klare lidt op.

- Lørdag begynder, hvor fredag slipper, hvilket vil sige at dagen starter skyet med lokalt slud- og snefald, inden der kommer en overgang til mere tørt vejr med lidt eller nogen sol hist og her, siger meteorologen.

quote Man skal nok ikke forvente et hvidt vinterlandskab. Men det ser ud til at blive koldt og klart med kig til en flot blå polarhimmel.

Mette Zhang, vagthavende meteorolog, DMI

Hun oplyser, at nedbøren lørdag formentlig bliver mest i den våde ende ved kyster med pålandsvind, men temperaturerne igen ligger mellem nul og tre grader.

Søndag morgen trækker skyer og nedbør ind over landet fra vest, inden en opklaring ventes fra samme retning sidst på dagen.

Der er altså ikke lagt op til det mest solrige weekendvejr, men det ser ifølge Mette Zhang ud til at ændre sig, jo længere vi kommer ind i næste uge.

Læs også
Sneen dalede ned over hele regionen onsdag
Læs også
Sneen dalede ned over hele regionen onsdag

Her ser Danmark ud til at gå ind i nogle relativt tørre, kølige og solrige vinterdage.

- Man skal nok ikke forvente et hvidt vinterlandskab. Men det ser ud til at blive koldt og klart med kig til en flot blå polarhimmel. Og det trænger vi til efter den her december, slutter meteorologen.


Nyhedsoverblik