DMI advarer mod tørke – pas på når du griller

Det er knastørt flere steder på Sjælland – og det bliver stadig mere brandfarligt, efterhånden som ugen skrider frem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom både vejret og feriestemningen kalder på hjemmegrillede bøffer, så vær forsigtig, når du griller eller laver bål i naturen.

Sådan lyder opfordringen fra DMI i en uge, hvor brandfareindekset går fra lav til meget høj en række steder på Sjælland.

- Det ser ikke specielt tørt ud de kommende to dage – men derefter ser det rigtig varmt og tørt ud, siger chefmeteorolog Martin Lindberg fra DMI til TV2 ØST. Han siger, at DMI muligvis kan komme til at udsende et egentligt varsel om vejret fra og med på torsdag.

Brandfareindekset er en speciel beregning, som DMI laver til Beredskabsstyrelsen, Danske Beredskaber og Kommunernes Landsforening.

Artiklen fortsætter under kortet.

Sådan forudser DMI risikoen for brandfare fredag den 7/7 klokken 14.00. Den røde farve indikerer meget høj risiko for brandfare. Læs mere på brandfare.dk.
Sådan forudser DMI risikoen for brandfare fredag den 7/7 klokken 14.00. Den røde farve indikerer meget høj risiko for brandfare. Læs mere på brandfare.dk. Foto: Brandfare.dk - DMI for Beredskabsstyrelsen, Danske Beredskaber og Kommunernes Landsforening

Kun lidt regn

Selv om sommeren af mange er blevet fordømt for at være forfulgt af både coronavirus og dårligt vejr, så har der faktisk været ret tørt, om end køligt, mange steder på Sjælland.

- I helhed fik vi 29 procent mere nedbør i juli end normalt – men det er et gennemsnit, og dækker over store ujævnheder. I Jylland har vi fået op imod 150 mm, mens det på Sjælland og Bornholm har  været exceptionelt tørt med ned til omkring 50 mm regn nogle steder, forklarer klimatolog Frans Rubæk fra DMI på instituttets hjemmeside.

Martin Lindberg supplerer:

- Lige nu sker der det, at varmen kommer og tørrer planter og jordoverfladen ud. Og det bliver særligt tørt flere steder på Sjælland, siger han.

Ingen tegn på nævneværdig regn

Der er da heller ikke udsigt til nævneværdig regn i de kommende dage.

- Der kommer ikke ret meget regn de kommende dage.  Næsten intet tirsdag. Onsdag morgen kan der komme lidt i nordvestlige del af landet i forbindelse med, at en varmfront passerer – men derefter går vi ind i en lang periode, hvor der stort set ikke er regn i vente, og hvor det bliver meget tørt, siger Martin Lindberg.

Han spår, at det fra og med torsdag bliver 25 grader eller lidt over lige så længe, som instituttet har pålidelige prognoser.


Nyhedsoverblik