DF's folketingsgruppe er mere end halveret siden valg

Fredag forlod to folketingsmedlemmer Dansk Folkeparti, og lørdag morgen følger to andre trop.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det seneste halve år har Dansk Folkeparti mistet en række profiler i både folketingsgruppen, hovedbestyrelsen og sekretariatet på Christiansborg.

Efter formandsopgøret 23. januar, der sluttede med, at Morten Messerschmidt vandt med knap 60 procent af stemmerne, har den nye formand forsøgt at få ro i partiet. Roen er dog svær at få øje på.

Fredag forlod både Peter Skaarup og Jens Henrik Thulesen Dahl partiet, og lørdag følger både Søren Espersen og Dennis Flydtkjær.

Dermed har DF mistet over halvdelen af partiets folketingsmedlemmer siden det seneste folketingsvalg i 2019. Her var der 16 medlemmer - nu er de nede på seks.

Her er et overblik over, hvem der har forladt partiet, efter at Morten Messerschmidt er trådt til som partiformand:

  • 10. februar:

Steen Thomsen stopper som DF's partisekretær. En partisekretær er bindeleddet mellem partiets medlemmer i Folketinget og baglandet. Han er fortsat medlem af partiet. Rollen som partisekretær overtages af Messerschmidt-støtten Jens Vornøe.


  • 11. februar:

Det tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen forlader partiet. Han og Merete Dea Larsen havde et par uger forinden tabt valget om formandsposten til Messerschmidt. Henriksen var i mange år DF's profilerede udlændingeordfører.

Læs også
Søren Espersen forlader Dansk Folkeparti efter 27 år
Læs også
Søren Espersen forlader Dansk Folkeparti efter 27 år


  • 21. februar:

Folketingsmedlemmerne Bent Bøgsted, Liselott Blixt, Karina Adsbøl og Lise Bech forlader DF. De kan ikke forlige sig med Morten Messerschmidts ledelsesstil og siger, at partistifter Pia Kjærsgaard skaber dårlig stemning og "voksenmobber". De fortsætter som løsgængere.


  • 22. februar:

Folketingsmedlem Hans Kristian Skibby forlader DF. Han siger - lige som de fire andre folketingsmedlemmer - at det er Morten Messerschmidts ledelse og Pia Kjærsgaard, der er årsagen.

Pressechef Jesper Beinov oplyser, at han har opsagt sin stilling per 1. april, fordi han har fået et nyt job.


  • 26. februar:

Folketingsmedlem Marie Krarup forlader DF. Hun har længe ytret sig kritisk om Messerschmidt og flere gange truet med at forlade partiet. Senest vil Krarup ikke acceptere at få mundkurv på omkring Rusland, der har invaderet Ukraine. Krarup har tidligere talt positivt om Rusland.

Læs også
Dramatisk fredag i Dansk Folkeparti - politisk næstformand overrasket over Espersens udmelding
Læs også
Dramatisk fredag i Dansk Folkeparti - politisk næstformand overrasket over Espersens udmelding


  • 24. juni:

Folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl forlader Dansk Folkeparti. Han siger, at han har forsøgt at bakke op om Morten Messerschmidt som formand og at skabe ro i partiet, men konstaterer, at den interne uro fortsætter. Han overvejer nu at melde sig ind i Danmarksdemokraterne, som den rigsretsdømte og tidligere udlændingeminister Inger Støjberg har stiftet.

Den mangeårige gruppeformand, Peter Skaarup, som var med til at etablere Dansk Folkeparti i 1995, meddeler, at han har meldt sig ud. Han har mistet tilliden til ledelsen, siger han. Peter Skaarup vil gerne stille op som folketingskandidat for Danmarksdemokraterne ved næste valg, hvis partiet bliver opstillingsberettiget, oplyser han.


  • 25. juni:

Tidligere næstformand Søren Espersen skriver på Twitter, at han melder sig ud af partiet. Der er "mange årsager", lyder det. Han fortsætter som løsgænger i Folketinget, siger han til Berlingske. Espersen afviser ikke en mulig fremtid i Danmarksdemokraterne, men siger til avisen, at "det er jo så lidt, vi ved om det parti".

Folketingsmedlem Dennis Flydtkjær oplyser i en pressemeddelelse, at han også forlader partiet efter 22 år. Han peger på interne læk fra møder, interne skænderier og udhængning af partikolleger i pressen som årsager til sin udmeldelse.

Kilder: Ritzau, Berlingske, TV 2, DR, TV 2 Fyn, Jyllands-Posten og B.T.


Nyhedsoverblik