DF ligger under spærregrænsen i ny meningsmåling

I en ny Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken ligger Dansk Folkeparti under spærregrænsen, hvis der var valg i morgen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En ny Megafon-måling spår Dansk Folkeparti et dystert valg, hvis der var folketingsvalg i morgen. Inger Støjbergs nye parti Danmarksdemokraterne står modsat til noget af en sejr med hele 10,8 procent af stemmerne.

Ifølge Megafon-målingen foretaget for TV 2 og Politiken ligger Dansk Folkeparti til slet ikke at blive valgt ind til næste valg. Målingen peger nemlig på, at partiet vil få 1,7 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen. 

For at blive valgt ind i Folketinget skal et parti minimum have to procent af stemmerne.

- Det er da en rigtig, rigtig skidt måling, men jeg tænker også, at det er et udtryk for rigtig mange ting, siger René Christensen (DF), der ved seneste valg blev valgt ind i Folketinget i Sjællands Storkreds, og som desuden sidder i byrådet i Guldborgsund Kommune.

quote Altså, det har været en værre rodebutik. Det er man nødt til at sige

René Christensen (DF), politisk næstformand

Det seneste lange stykke tid har omtalen af Dansk Folkeparti været præget af interne stridigheder. Mange medlemmer af partiet har meldt sig ud, blandt andet partiets tidligere formand Kristian Thulelsen Dahl og Søren Espersen. Sidstnævnte blev også valgt ind i Sjællands Storkreds ved sidste folketingsvalg. 

Læs også
Søren Espersen forlader DF efter lang tids dårlig stemning: - Jeg er trist, men føler en kæmpe frihed
Læs også
Søren Espersen forlader DF efter lang tids dårlig stemning: - Jeg er trist, men føler en kæmpe frihed

René Christensen, der er politisk næstformand i Dansk Folkeparti, kan ikke forstå, hvorfor vælgere af Dansk Folkeparti skulle vælge Danmarksdemokraterne fremfor dem på baggrund af politikken. 

Han mener i stedet, at det må skyldes de mange interne uroligheder.

- Det, Inger Støjberg har fortalt, er, at EU er kommet for at blive, og det bliver der nok mere af. Hun har også fortalt, at konventioner er noget, hun ikke vil røre så meget ved. Det er noget, der i hvert fald er i fuldstændig modsætning til Dansk Folkeparti, siger han.

- Vi skal ud og fortælle vælgerne, hvad man får, hvis man stemmer på Dansk Folkeparti, og så håber jeg også, at Inger Støjberg fortæller, hvad man får, hvis man stemmer på hende. 

Ned ad bakke siden 2015

Danmarksdemokraterne blev officielt opstillingsberettiget fredag. Den 24. juni havde partiet samlet 40.000 vælgererklæringer under et døgn efter, partiet officielt blev præsenteret. Samlet skal der bruges 20.182 vælgererklæringer for at blive opstillingsberettiget som parti.

Hvis vælgeropbakningen ikke er der, er der så overhovedet brug for Dansk Folkeparti?

- Det er i hvert fald et udtryk for, at vi har mistet vores popularitet, siger René Christensen.

- Det har været en værre rodebutik. Det er man nødt til at sige. I 2015 fik vi 20 procent af stemmerne. Hver femte stemte på Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti valgte ikke at gå i regering, og det var vælgerne skuffede over, og det var jeg da personligt også skuffet over, siger han om det politiske valg, der dengang fik Venstre til at danne en mindretalsregering.

quote Det er i hvert fald et udtryk for, at vi har mistet vores popularitet

René Christensen (DF), politisk næstformand

Siden er meningsmålingerne stort set gået nedad frem til i dag, hvor Dansk Folkeparti på nuværende tidspunkt står under spærregrænsen med 1,7 procent.

- Vi var valgt 16 (til Folketinget) ved sidste valg. Nu er vi seks tilbage. Der er ikke nogen, der er gået på grund af, at politikken er forkert. Hvorfor er man så gået? Ja, det er på grund af personlige ting, siger den politiske næstformand.

Selvom tallene fredag er imod Dansk Folkeparti, mener René Christensen fortsat, at Dansk Folkeparti er på stemmesedlen ved næste valg - og at de også overlever næste valg, selvom vælgertilslutningen i meningsmålingen er imod dem.

- Vogt jer mod kopier, dem er der masser af.

Valg til efteråret?

Radikale Venstre stillede tidligere krav til Socialdemokratiet om et valg efter sommerferien. Ellers ville partiet vælte regeringen. Det skrev Sofie Carsten Nielsen, der er formand for Radikale Venstre på sin egen Facebook den 2. juli.

Det skete, efter Radikale Venstre besluttede ikke at bakke op om en advokatundersøgelse i kølvandet på Minkkommissionen. Dermed er der ikke politisk flertal til en sådan undersøgelse. 

- Der er mange, der har spurgt mig, hvorfor jeg ikke bare skifter parti, men så skal jeg også lave om på min politik. Hvis jeg for eksempel blev medlem af Inger Støjbergs parti, så skal jeg gå ind for mere EU. Jeg går ikke ind for mere EU. Så skulle jeg gå ind for, at vi ikke skal udfordre menneskerettighederne og diskutere dem, siger René Christensen.

- Vi har jo stillet forslag om, at folk, der er blevet dømt ved en dansk domstol, skal sendes hjem. Hvis ikke de kan sendes hjem, jamen, så skal vi da overveje, om vi skal være en del af det. Det er jo ikke sådan, at menneskerettighederne er i fare, men der er i hvert fald nogle mennesker, der udnytter de menneskerettigheder, som vi har skrevet under på engang, uddyber han.

René Christensen ønsker ikke at skifte til eksempelvis Danmarksdemokraterne, da han fortæller, at han er valgt på nogle holdninger, som han også har nu, selvom det ser svært ud. Ifølge Rene Christensen er han enig i 95 procent af politikken i Dansk Folkeparti.

- Så er der tre procent, jeg prøver at lave om på og to procent, hvor jeg holder min kæft. Det er ligesom et ægteskab. Man får aldrig 100 procent, og det skal man være ærlig over for vælgerne at sige, siger han.

Han ønsker ikke at kommentere, hvor mange procent han er enig i Danmarksdemokraterne, da han ikke føler, at han kender partiets politik godt nok. 

quote Når man kigger på Sjælland, skal man huske, at Danmarksdemokraterne er et jysk parti

René Christensen (DF), politisk næstformand

Danmarksdemokraterne, et jysk parti

René Christensen er valgt ind i Sjællands storkreds og kritiserer blandt andet Danmarksdemokraterne for at være et jysk parti, selvom han omvendt ikke mener, at han kender partiets politik.

- Når man kigger på Sjælland, skal man huske, at Danmarksdemokraterne er et jysk parti, og det lægger hun heller ikke skjul på, at hun (red. Inger Støjberg) vil kæmpe for det jyske. Det, man skal huske, hvis man bor i Region Sjælland, så skal man huske at stemme på nogle lokale kræfter, siger den politiske næstformand.

Hvad får dig til at tænke, at det er et udelukkende jysk projekt?

- Inger Støjberg bruger hver eneste lejlighed til at fortælle, hvor hun kommer fra, og hvor hun er henne. Det tror jeg også gerne, hun selv vil sige, at det er et jysk projekt.

- Det er vigtigt at vi har nogle stærke byer, og så er det vigtigt, at man har en stærk provins, og så vil jeg sige, at det er vigtigt at kæmpe for noget, siger han.

René Christensen håber, at de mange interne stridigheder i Dansk Folkeparti er ved at være slut, og at partiet ved en potentiel valgkamp efter sommerferien får anledning til at diskutere mere af deres politik.

Det er ikke lykkes TV2 ØST at få fat i Inger Støjberg for at høre hende om partiets planer for den sjællandske region, og om det kun er et parti for Jylland.