Det skal du gøre, hvis du møder en spøgelsesbilist

De seneste dage har der været flere episoder med spøgelsesbilister på Sydmotorvejen. Læs her, hvad du skal gøre, hvis du møder en på vejene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det sker af og til, at en bilist får forvildet sig ud i den forkerte kørselsretning på motorvejen til stor fare for sig selv og modkørende bilister.

I de seneste par dage har der været flere tilfælde af spøgelsesbilister på Sydmotorvejen, og det giver anledning til at opfriske Vejdirektoratets råd om, hvordan modkørende skal forholde sig til netop spøgelsesbilister.   

Læs også
Politiet søger vidner til to spøgelsesbilister på Sydmotorvejen
Læs også
Politiet søger vidner til to spøgelsesbilister på Sydmotorvejen

Søndag eftermiddag klokken 12.40 modtog politiet en anmeldelse om en spøgelsesbilist, der kørte i sydgående retning i det nordgående spor mellem Maribo og Rødby, og mandag aften klokken cirka 18.15 var den gal mellem Rønnede og Udby. 

Her måtte politiet stoppe ikke bare én, men to spøgelsesbilister, der var endt i den gale retning uafhængigt af hinanden med kun 500 meters mellemrum.

Hold til højre

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har vidner i forbindelse med mandagens to spøgelsesbilister forklaret, at i hvert fald en kassevogn og en lastbil blev tvunget til at lave en manøvre for at undgå et frontalt sammenstød. Heldigvis fik politiet dog stoppet begge spøgelsesbilister, uden at nogen kom til skade. 

Hvert år meldes mellem 100 og 200 spøgelsesbilister til Vejdirektoratet, men det er kun et par gange om året, at det ender i egentlige ulykker, hvor folk kommer til skade. 

Møder man en spøgelsesbilist på sin vej, eller hører man i trafikmeldingen, at der er en på vej, har Vejdirektoratet nogle regler, der kan være  altafgørende at følge: 

Sådan undgår du spøgelsesbilister

  • Hold til højre.
     

  • Lad være med at overhale.
     

  • Forsøg aldrig at stille dit køretøj i overhalingsbanen for at stoppe en spøgelsesbilist.
     

  • Hvis muligt, så kør fra på et sideanlæg eller en frakørsel og afvente melding i radioen.
     

  • Hvis du møder en spøgelsesbilist, skal du straks melde det til politiet på 112.
     

Kilde: Vejdirektoratet


Nyhedsoverblik