De kører på strøm og er lydløse - nu ruller nye busser ud i tre kommuner

Fra søndag 27. juni er det slut med støj og udledninger fra en række buslinjer i Lolland, Guldborgsund og Slagelse kommuner. Nu ruller nye elbusser ud på vejene

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Danmark har en national målsætning om 70 procent Co2-reduktion i 2030. Det er et mål, man nu vil bidrage til at nå på Sydhavsøerne og i Slagelse.

- Lolland kommune er allerede nu forrest i den grønne omstilling, lyder det fra talerstolen.

- Alt sammen til gavn for både passagerer og alle andre i byrummet. Jeg glæder mig derfor til at indvie busserne og håber, at der vil blive taget godt imod dem, fortsætter Leif Utermöhl (S), formand for Teknisk Udvalg i Lolland Kommune.

quote Lolland kommune er allerede nu forrest i den grønne omstilling

Leif Utermöhl (S), formand for Teknisk Udvalg i Lolland Kommune

Søndag var udvalgsformanden mødt op på Nakskov Station for at indvie de nye elbusser, som skal køre i kommunen. Herefter var der mulighed for at inspicere dem og at få en prøvetur.

Busserne har samme udseende som de gamle, men dieselmotoren er skiftet ud med en eldrevet en af slagsen.

- Det er en stor dag for Lolland Kommune og for vores busdrift, at vi får de første elbusser på Lolland til at køre rundt, siger udvalgsformand Leif Utermöhl til TV2 ØST.

Her kører de nye busser

Størstedelen af busserne i Guldborgsund bliver grønne

Lolland kommune er ikke alene om at gå i grønt. Også Guldborgsund Kommune kunne i dag præsentere en række nye elbusser.

- Det er en fantastisk dag. Vi har jo glædet os som et lille barn til at få de her elbusser, så det er en festdag, siger Peter Bring-Larsen, der er formand for Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget.

Artiklen fortsætter under billedet...

Peter Bring-Larsen, formand for Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget i Guldborgsund, fortæller, at elbusserne er et stort skridt i den rigtige, grønne retning for kommunen.
Peter Bring-Larsen, formand for Teknik, Miljø og Ejendomsudvalget i Guldborgsund, fortæller, at elbusserne er et stort skridt i den rigtige, grønne retning for kommunen. Foto: Line Strand - TV2 ØST

Om en uge -  den 27. juni - kommer de otte buslinjer i Guldborgsund til at køre med 17 elbusser, og Lolland Kommune indsætter elbusser på to buslinjer. De øvrige busser i Lolland Kommune kommer til at køre på såkaldt HVO-diesel, som er et rent biologisk brændstof, der er helt frit for fossilt brændstof.

- Vi vil gerne den grønne omstilling i Guldborgsund Kommune, og det her er en af måderne, vi gennemfører en grøn omstilling. Så det er et stort fremskridt. Det er lykken ikke at have dieselbiler inde i vores byer med os og støj, siger udvalgsformand Peter Bring-Larsen.

Også i Slagelse rulles der elbusser ud på ni buslinjer. De første 13 elbusser på linjerne kommer ud at køre 27. juni 2021, og de resterende otte elbusser sættes i drift i juni 2022.

Movia: - De støjer mindre og er rare at køre i

Ud over at de nye el-drevne busser reducerer udledningen af CO2, vil det ifølge trafikselskabet bag busserne, Movia, også have betydning for passagernes oplevelse.

- Elbusser støjer mindre, og de er rare at køre i for passagerer og chauffører. Støj er én ting, men rystelser, der kommer fra en stor dieselmotor, undgår man faktisk også, siger Dorthe Nøhr Pedersen der er administrerende direktør i Movia.

De besøgende gæster til dagens indvielser var også tilfredse med prøvekørslen.

- Den bus, jeg normalt kører i, larmer noget mere end den der, siger Mathias Engler fra Nykøbing Falster.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mathias Engler fra Nykøbing Falster bemærkede, at dagens køretur med elbus var mindre larmende end normalt.
Mathias Engler fra Nykøbing Falster bemærkede, at dagens køretur med elbus var mindre larmende end normalt. Foto: Line Strand - TV2 ØST

- Det var rigtig fint – vi sad bagerst, og der var god udsigt. Det var spændende at høre om, at der var batterier omme bag på bussen, siger Bonnie Petersen, der også kørte med elbussen i dag.

Lolland Kommune indsætter en række fossilfri buslinjer

I Lolland Kommune er der tale om to buslinjer, der overgår til elbusser. Men hele kommunens øvrige buskørsel får også en overhaling

- Al vores busdrift er fossilfri nu. Det vil sige, at de kører på en slags biodiesel, der gør, at der ikke er CO2-belastning på det, så vi får god udnyttelse af det. Vi sparer 1200 tons CO2 bare på vores busdrift om året, siger udvalgsformand Leif Utermöhl.

Artiklen fortsætter under billedet...

I Lolland Kommune sparer de 1200 tons CO2 på busdriften om året ved at køre med elbusser, fortæller udvalgsformand Leif Utermöhl.
I Lolland Kommune sparer de 1200 tons CO2 på busdriften om året ved at køre med elbusser, fortæller udvalgsformand Leif Utermöhl. Foto: Line Strand - TV2 ØST

Med indførslen af de nye elbusser er man hos trafikselskabet godt i gang med et stort skridt i den grønne omstilling

- Vi er godt på vej, men det er en kæmpe opgave. Vi har jo været en dieselindustri i rigtig mange år, og vi er ved at omstille den kollektive trafik til en ny grøn fremtid, og det er rigtig spændende. Det er vi stolte af, siger Dorthe Nøhr Pedersen,  administrerende direktør i Movia.

Movia har i 2020 fastlagt et fælles mål om at alle deres busser i 2030 kører fossilfrit.

play
NakskovFoto

Voldsom markbrand: - Det kunne være gået grueligt galt

play
Dorte Christensen Bahne

Efter voldsomt skybrud: Det bliver dyrt at klimasikre

play
Western ridning Nicoline Andersen Lau

Til DM på hesteryg og med cowboy hat