Corona giver skoler problemer med vagtplanen

I yderste konsekvens kan coronapressede skoler ende med at sende eleverne hjem, skriver DR.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere skoler har på grund af corona svært ved at få vagtplanerne til at hænge sammen. Det skriver DR.

Situationen er alvorlig, fortæller Dorthe Torp Andreas, der er næstformand i Skolelederforeningen.

- Det er ved at være en kritisk situation nogle steder, hvor man oplever, at der er et stigende sygefravær blandt personalet, siger hun til DR.

Mange skoler prøver at løse problemerne ved at samle klasser eller låne personale fra andre skoler. Det er dog imod anbefalingerne fra myndighederne.

quote Det kan være en udfordring at holde undervisningen kørende

Rasmus Edelberg, landsformand, Skole og Forældre

I yderste konsekvens kan det ifølge Dorthe Torp Andreas betyde, at skolerne bliver så udfordrede, at de må sende eleverne hjem.

Ifølge tal fra Statens Serum Institut (SSI) var der i sidste uge 2822 bekræftede tilfælde af covid-19 blandt ansatte i landets grundskoler.

Svært at holde undervisningen kørende

I landsorganisationen for skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen, Skole og Forældre, hører man også om meget sygdom på landets skoler.

Og det skaber flere problemer, fortæller landsformand Rasmus Edelberg.

- Det kan være en udfordring at holde undervisningen kørende. Og der opfordrer vi til, at man går i tæt dialog med skolebestyrelsen og ledelsen sammen med kommunen og ser på, hvor går grænsen, og hvilke muligheder har vi lokalt.

- Fordi det er jo ikke mere sådan, at myndighederne griber ind på den måde og lukker skoler. De gør det yderst sjældent. Og de steder, hvor det mest er personalet, der er syge, er det heller ikke noget, hvor man griber til nødloven og lukker skolen ned.

Brug for ressourcer

Skole og Forældre mener, at en mulig løsning kan være at dele eleverne op i hold. Der skal være undervisning for dem, der er på skolen, men samtidig skal man sørge for at undervise de elever, der er hjemme.

Rasmus Edelberg fortæller, at der er brug for ressourcer til at lave denne holddeling.

Læs også
Coronaplagede daginstitutioner må bede forældre om hjælp
Læs også
Coronaplagede daginstitutioner må bede forældre om hjælp

Skole og Forældre råder i den sammenhæng skolebestyrelserne til at undersøge, om de har adgang til de coronamidler, regeringen har afsat til udgifter, der kommer i forbindelse med coronapandemien.

Imidlertid er der dog et andet problem.

- Det er svært at skaffe personale, fordi personalet også tit er syge. Så det er en aktuel udfordring, vi ser flere steder.

- Vi er jo glade for, at man holder skolerne åbne og håber, at man kan fastholde det. Men det er stadigvæk en sundhedsmæssig belastning, at der er så høj smitte, siger Rasmus Edelberg.


Nyhedsoverblik