¨

Corona giver markant færre biler på vejene - som en juledag

Fredag eftermiddag er der god plads på de danske veje. Meget tyder på, at danskerne holder sig hjemme, lyder det fra Vejdirektoratet. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Fredag eftermiddag er der god plads på de danske veje. Meget tyder på, at danskerne følger opfordringen om at holde sig hjemme, siger Vejdirektoratet.

Trafikken på de danske veje er sædvanligvis tæt, når det bliver fredag eftermiddag. Men her to dage efter Danmark på det nærmeste lukkede ned, og mange er blevet bedt om at arbejde hjemmefra, er der stille på de danske veje.

- Der er ganske stille på både vejene og telefonerne her i Trafikcenteret. Der er noget mindre trafik – ingen tvivl om det – det minder om en juledag, siger Jimi Nyrup, vagthavende i Vejdirektoratets Trafikcenter til TV2 ØST.

I konkrete tal var der i går, første dag efter statsministerens pressemøde onsdag aften, mellem 15 og 20 procent færre biler på de store veje i TV2 ØSTs sendeområde, fortæller Niels Moltved, projektleder for trafikstatistik i Vejdirektoratet:

- Meget tyder på, at folk har taget statsministerens tale onsdag aften alvorligt. Nu har vi kun en dag at vurdere ud fra, men der er næppe tvivl om, at mange har fået at vide af deres arbejdsgiver, at de skal arbejde hjemme, siger han.

Artiklen fortsætter under grafikken

Grafik: Lonni Haugaard

Ligeledes er der også noget, der tyder på, at vi rejser mindre mellem landsdelene, påpeger han.

På Vestmotorvejen, der fører til Storebæltsbroen, kører der normalt op mod 50.000 biler. Her var der torsdag et fald hele 19,2 procent eller nøjagtigt 9.335 færre biler.

Allerede i dagene op til onsdag er der et mindre fald i trafikken på de store veje på et par procent, viser en opgørelse som Vejdirektoratet har lavet for TV2 ØST.

Det største fald skete dog efter statsministerens tale onsdag aften, hvor mange offentligt ansatte blev sendt hjem og en tilsvarende opfordring gik ud til de privatansatte.

Niels Moltved fortæller, at han ikke erindrer et så drastisk fald i vejtransporten.

- Det skulle måske lige være under 1970’ernes energikrise, med bilfrie søndage, siger han.

Færre rejsende på Tysklands-færgerne

Også hos Scandlines, der driver ruten Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock mærker man at rejselysten er dulmet.

Her fortæller pressechef Anette Ustrup Svendsen, at der de seneste døgn har været under 100 personer per overfart med selskabets færger, der ellers plads til 1300 passagerer.

Artiklen fortsætter under billedet

I går torsdag var der omkring 2.000 passagerer færre med Scandlines færger til Tyskland. Foto: Thomas Nielsen - TV ØST

I går torsdag var der således 2.000 passagerer færre med end torsdagen i samme uge sidste år.

- Vi oplever ingen lunde øget efterspørgsel – tværtimod – vi kan se et klart fald, siger Anette Ustrup Svendsen, som forklarer at marts hører til rederiets absolutte lavsæson.

- Så det betyder heldigvis også, at der ikke er så mange passagerer ombord i forvejen.

Færgerne er ikke omfattet af den seneste regel om forsamlinger med mere end 100 personer. Som et kritisk stykke infrastruktur har Scandlines i flere uger forsøgt at forbygge smitteiriskoen:

- Vi har i flere uger fulgt anbefalingerne fra Søfartsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen. Helt lavpraktisk har vi indsat noget ekstra rengøring ombord, hvor der også bliver sprittet oftere af – hver time på trykknapper til toiletter, vandhaner og dørhåndtag, siger Anette Ustrup Svendsen, som lægger stor vægt på at færgedriften kan opretholdes:

- Regeringen opfordrer til, at vi ikke sætter Danmark og transporten i stå, så derfor fortsætter vi vores normale drift på vores to ruter, Gedser-Rostock og Rødby-Puttgarden.

Scandlines er ikke bekendt med, at rejsende fra de smitteramte områder i Sydeuropa skal have benyttet sig af rederiets færger.

Ændrer trafikprogram

Også hos Molslinjen forventer man, at alle rederiets færger sejler videre de næste uger.

Rederiet sætter dog gang i en række initiativer på alle rederiets ruter i lyset af den aktuelle situation i Danmark. Passagerer med særlige behov får lov til at opholde sig i deres bil på vogndækket på skibet, skriver rederiet i en pressemeddelelse.

På Kattegat-ruten bliver der lavet et nyt trafikprogram, hvor der bliver sejlet med to færger i stedet for tre.

Det sker for, at Molslinjen kan arbejde med besætninger i lukkede hold, så ingen medarbejdere bevæger sig på flere færger.

Der indføres samtidig temperaturkontrol af de besætninger, som skal holde færgerne sejlende, for at fastholde sejladserne så længe som muligt.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App