Brødre sætter livsværk til salg for 99 millioner kroner

En af Sjællands største landbrugsbedrifter kan nu blive din for 99 millioner kroner.

Det kræver nok en lille snak med banken, men hvis man ellers har mod på og råd til at overtage en af Sjællands største landbrugsbedrifter, så er chancen her nu. 

De to brødre Jakob og Morten Dyhr Jensen sætter deres livsværk på Midtsjælland til salg for den nette pris af 99 millioner kroner.  

De to brødre har siden barnsben arbejdet side om side på forældrenes landbrug, som de siden overtog og har femdoblet i areal. 

quote Vi vil gerne stoppe, mens vi stadig er sunde og raske og vores landbrug er i tiptop

Morten Dyhr Jensen, landmand

Brødrene har nu samlet 410 hektar, herunder en svineejendom med 22.000 slagtesvin og 160 hektar, en liebhaver-planteavlsejendom på 118 hektar og yderligere planteavlsjord på 132 hektar. 

Den velholdte landbrugsportefølje sælges samlet eller nok mere spiseligt i tre eller flere bidder.

- Vi har valgt at sætte til salg efter devisen om rettidig omhu. Ingen af vores børn ønsker at overtage driften. Vi vil gerne stoppe, mens vi stadig er sunde og raske og vores landbrug er i tiptop. 

- Vi er startet flot, og så vil vi også rigtig gerne stoppe flot, så vi sælger, mens vi kan videregive nogle veldrevne bedrifter, siger storebror Morten Dyhr Jensen. 

Ifølge de to brødre kan købere gå i gang med at føre bedriften videre med det samme.
Ifølge de to brødre kan købere gå i gang med at føre bedriften videre med det samme. Foto: EDC

Hans lillebror Jakob Dyhr Jensen understreger, at bedriften er lige til at overtage.

- En eller flere kommende købere kan komme ind fra gaden og overtage vores bedrifter fra dag ét. 

- Vi står stærkt og faktisk har vi aldrig drevet tingene bedre, været trimmet bedre og aldrig stået skarpere, end i dag. Vi vil selvfølgelig fortsætte med at give den fuld gas, indtil en aftale er på plads, siger han. 

Bedriften er spredt ud på tre matrikler ved Sorø, Munke Bjergby og Stenlille. 

Det er EDC Landbrug Poul Erik Bech, der står for salget af brødrenes livsværk. 


Nyhedsoverblik