- Det er en myte, at svanerne fryser fast. De har det typisk fint, men sidder på isen for at slappe af og spare på energien.
Sådan lyder beskeden fra Michael Carlsen fra Dyrenes Beskyttelse, der i forbindelse med de seneste dages frostvejr har oplevet at få blokeret deres vagtcentral af bekymrede opkald fra borgere, der frygter, at der sidder svaner fast i isen.
På bare en enkelt weekend her i januar modtog Dyrenes Beskyttelses vagtcentral flere end 60 opkald om svaner, der skulle være frosset fast.
Svanerne har det dog i langt de fleste tilfælde helt fint. Det er kun de svaner, der er syge eller er blevet skadet, der måtte fryse fast på is.
- Det er klart, at svaner, der af den ene eller anden grund ikke har styrken til at rejse sig på græs, heller ikke kan rejse sig på is. Men i langt de fleste tilfælde er der ingen problemer, siger Michael Carlsen.
Lad være med at være en helt
Myten om de fastfrosne svaner stammer muligvis fra H.C. Andersens eventyr Den Grimme Ælling, som de fleste danskere jo får ind med modermælken. Her fryser svaneungen fast i isen, og må reddes af en mand, der hakker den fri og tager den med ind, så den kan blive varmet op.
Det er dog en rigtig dårlig idé at begynde at gennemføre samme heltedåd som i eventyret, siger Michael Carlsen.
- Vi har set eksempler på, at borgere ved hjælp af varmt vand hakker og befrier svaner, der i sjældne tilfælde måtte sidde fast i isen. Derefter efterlader de svanerne til sig selv, og tror, at de har reddet dens liv. I virkeligheden er det næppe tilfældet, fordi de allerede var svage, siger han.
Kan gøre ondt værre
Svaner sidder tit på isen for at hvile sig eller sove – og derfor kan ridderlige aktioner for at redde dem faktisk gøre ondt værre.
- Lige nu er det ikke så koldt, så der betyder det ikke så meget. Men svanerne sidder helt stille for at spare energi. Men hvis vi så skræmmer dem op, så skal de have gang i hele systemet, og det koster energi. Det kan blive kritisk efter længere kuldeperioder, siger han.
Han tilføjer, at svaner i god form sagtens kan overleve at gå halvanden måned uden mad – det er sådan, at arten har overlevet danske isvintre gennem tiden.
Han tilføjer, at mange svaner nærmest bruger Danmark som et slags vintersportssted.
- Svaner fra alle vores nabolande søger hertil for at overvintre. Der skal altså mere end en smule frost til at slå dem af pinden. De er store, robuste fugle bygget til den danske natur. De er alt andet end i problemer, siger han.
Han understreger dog, at borgere selvfølgelig skal ringe til vagtcentralen på telefonnummer 1812, hvis de er bekymrede for svaner på isen.
- Enkelte har det dårligt, og her kan vi hjælpe, siger han.