Boligejernes grundskyld stiger - se hvor meget i din kommune

Grundskyld er en skat, der betales til kommunen. Den vil stige med 650 kroner i snit i 2021, viser analyse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er udsigt til, at gennemsnitlige boligejers grundskyld vil stige med 650 kroner i 2021. Det viser en analyse fra Finans Danmark.

Grundskylden er en skat, som grundejere betaler til kommunen. Skatten er beregnet ud fra den offentlige vurdering af grundværdien.

Den gennemsnitlige boligejer vil skulle betale 11.040 kroner i grundskyld næste år. Det er 6,3 procent mere end i år.

Langt de fleste skal dog ikke have flere penge op ad lommen af den grund.

Det skyldes, at stigningen i grundskylden fra 2018 er blevet indefrosset som et rente- og gebyrfrit lån hos kommunen, indtil ejerne sælger boligen.

Den model blev vedtaget i 2017 frem til et nyt boligskattesystem træder i kraft. Det ventes at ske i 2024.

- Fra andet halvår 2021 forventes indefrysningsordningen at blive frivillig, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør, i en kommentar.

- Boligejerne vil derfor kunne vælge at indfri deres lån hos kommunen, og efterfølgende løbende betale deres fulde grundskyldsregning, siger hun.

Husejere kan se frem til største stigning

Der er generelt husejerne, som kan se frem til den største stigning. Og også ude i kommunerne er der stor forskel på, hvor meget grundskylden stiger.

De største stigninger står til at komme i de to kommuner Frederiksberg og Rudersdal. Her er en stigning på 3310 og 2770 kroner på vej.

I TV2 ØSTs sendeområde står Holbæk og Ringsted for den største stigning med henholdsvis 630 og 620 kroner.

- Selv om grundlaget for grundskylden også her kun kan stige med 6,4 procent i 2021, så betaler boligejerne i de kommuner allerede mere end gennemsnittet. Og derfor stiger regningen mere i kroner og øre.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Grafik: Nick Abildgaard

- Det er nemlig de boligejere, der i forvejen betaler mest i grundskyld, der kan risikere den største stigning, siger Ane Arnth Jensen.

I den anden ende af skalaen ligger Morsø og Tønder. Her står grundskylden til at stige med 50 og 120 kroner for en gennemsnitlig husejer.


Nyhedsoverblik