Biografer skal vise film for halvtomme sale trods genåbning

Krav om god plads per person i biografsalene gør, at ikke alle biografer kan åbne helt, siger direktør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når folk igen tager i biografen for at nyde film på store lærreder, bliver der i mange tilfælde god plads til sidemanden.

Retningslinjer fra Kulturministeriet viser, at der skal være en meters afstand fra midten af et sæde til midten af det næste. Desuden skal der være to kvadratmeters plads til hver biografgænger målt i forhold til hele lokalet.

quote Vi er blevet holdt hånden under fra Folketinget, og det er vi super taknemmelige for

Lars Werge, direktør, Danske Biografer

Men det er til at overskue, vurderer Lars Werge, der er direktør i brancheforeningen Danske Biografer.

- Jeg tænker, at retningslinjerne giver nogle gode rammer for at genåbne på betryggende vis. Det er klart, at det ikke er en fuld genåbning, når der er restriktioner i forhold til kvadratmeter.

- Men hvis vi kan håndtere dem i biograferne, må vi til gengæld lukke temmelig mange ind i salene, siger han.

Kærestepar må gerne sidde sammen

Der er forskel på, hvordan landets biografsale er indrettet. Dermed vil nogle måske kunne fylde salen som normalt, mens andre må sætte en øvre grænse.

Lars Werge vurderer, at generelt mellem 50 og 70 procent af pladserne i biografsalene vil blive fyldt, mens resten skal stå tomme.

Personer, der i forvejen har tæt kontakt til hinanden i hverdagen, må gerne sidde sammen. Det kan eksempelvis være folk i samme husstand eller kærestepar.

Biograf genåbnet
Læs også
Nu kan du snart gå i biografen igen – der er bare én udfordring
Biograf genåbnet
Læs også
Nu kan du snart gå i biografen igen – der er bare én udfordring

Ifølge Lars Werge bliver det ikke et problem for biograferne at skulle håndtere, at nogle må sidde sammen, mens andre ikke må.

- Biografernes billetsystemer er et redskab i denne sammenhæng. Man køber som udgangspunkt billetter på forhånd i langt de fleste tilfælde, og derfor er det til at håndtere i den del af det, siger han.

Behov for nye statslige støtteordninger

Da biograferne risikerer at vise film for halvtomme sale på grund af retningslinjerne, ser Danske Biografer et behov for nye statslige støtteordninger.

- Vi er blevet holdt hånden under fra Folketinget, og det er vi super taknemmelige for. Det har gjort, at biograferne stadig eksisterer.

- Men vi har et ønske om, at så længe der er restriktioner, så vil der være kompensationsordninger for det, siger han.

Direktøren kan ikke sige, hvornår biograferne præcis genåbner. Det skal drøftes internt i bestyrelsen og afhænger blandt andet af, hvornår de fleste biografer kan genåbne.

VIDEO: Se eller gense indslaget fra den 21. maj om, at museer og biografer kan åbne før tid.

 

Nyhedsoverblik