Bilister rådes til tidligere kørsel i onsdagens snevejr

Kør tidligt, kør forsigtigt eller hold bilen parkeret hjemme, lyder Vejdirektoratets råd inden snevejr onsdag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der vil dale sne ned fra himlen over hele Danmark onsdag, og det vil mange steder være tung sne, som kan gøre vejene glatte.

I forvejen er der lidt koldt i Danmark i øjeblikket, og da et lavtryk natten til onsdag bevæger sig ind over landet, kan det få sneen til at falde.

Det er tirsdag aften ikke helt sikkert, hvilken form nedbøren falder i, men det vil formentlig primært være som slud og tøsne.

Det nordlige Jylland og det nordlige Sjælland vil blive ramt først, længst og hårdest.

Særligt i morgen- og formiddagstimerne kan det medføre betydeligt nedsat sigtbarhed.

Hold afstand

De store mængder nedbør, der er varslet, får Vejdirektoratet til at anbefale, at hvis man absolut skal ud i det våde og kolde vejr, bør man køre betydeligt tidligere end normalt.

- Det er det første og bedste råd, siger Mette Nedergaard, der er vagthavende ved Vejdirektoratets trafikcenter, tirsdag aften.

- Og så bør man holde god afstand og sætte farten rigtig meget ned i forhold til sigtbarheden derude, siger hun og påpeger, at det er absolut en god idé at køre med vinterdæk.

Mette Nedergaard anbefaler, at man overvejer, om man i stedet skal arbejde hjemme onsdag, hvis man har den mulighed, så man slipper for at skulle ud på vejene. Skal man ud, er tålmodighed kodeordet, lyder det.

Vejdirektoratet salter vejene forebyggende, men det kan stadig være vådt, og der kan stadig ligge sne.


Nyhedsoverblik