På landsplan har færre mennesker oplevet at komme hjem til et hus, hvor uindbudte gæster har været på besøg.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik for årets tredje kvartal, som dækker perioden 1. juli til og med 30. september.
Ifølge Bo trygt, der er en forebyggende indsats mod indbrud, skabt af blandt andet TrygFonden og Realdania, har især tendensen med mere hjemmearbejde været med til at holde indbrudstyvene på afstand.
- Nu, hvor mange er vendt fysisk tilbage på arbejdspladsen, så de er mindre hjemme, kunne man godt forvente en stigning i antallet af indbrud. Det er ikke sket, og det er rigtig positivt, siger Britt Wendelboe, der er programchef i Bo trygt.
Særligt nu når vi skruer ned for lyset, kan vi med fordel skrue op for nabohjælpen
På landsplan er der tale om et fald på tre procent i antallet af indbrud fra 3.928 til 3.819. Og ser man tilbage til 2018 er der tale om næsten en halvering, idet der her blev anmeldt 6.775 indbrud i årets tredje kvartal.
Men i en stribe sjællandske kommuner er det gået i den stik modsatte retning. Her i sendeområdet er der sket en stigning på 32 procent, hvilket svarer til 102 indbrud yderligere end året før.
Værst står det til i Næstved Kommune, hvor der er sket en stigning fra 43 indbrud i tredje kvartal 2021 til 146 i samme periode i år. Der er en stigning på 240 procent.
Der er dog også lyspunkter. Lolland, Ringsted, Sorø og Stevns kommuner har tilsammen oplevet en halvering i antallet af anmeldte indbrud.
Tænd lyset
Ifølge Britt Wendelboe er der en risiko for, at de kommende måneder vil byde på flere indbrud. For i skyggen af energikrisen har flere valgt at slukke for lyset. Problemet er dog, at et mørkt hus har større risiko for indbrud, end et hvor der er lys.
- Indbrudstyve vil gerne undgå at blive set, og det risikerer de, hvis lyset er tændt eller pludselig tænder, når de lister sig hen til et hus, siger Britt Wendelboe, som peger på, at forskning viser, man med den rette belysning kan reducere risikoen for indbrud.
- Den bedste løsning er sensorstyret lys, der tænder ved bevægelse. Så kan vi stadig få lys, når vi kommer hjem og eksempelvis skal have indkøb ud af bilen, og der er større chance for, at en tyv vil blive opdaget. Samtidig er det billigere, end hvis lyset konstant står tændt.
Behovet for selv at tænke på lys i den mørke tid er kun blevet større i takt med, at flere kommuner planlægger at spare på belysningen i boligkvarterer, påpeger Britt Wendelboe.
- Og så kan vi ikke komme uden om betydningen af godt naboskab. En opmærksom nabo er vigtig i både de mørke og lyse timer, men særligt nu når vi skruer ned for lyset, kan vi med fordel skrue op for nabohjælpen. Skab liv i nabolaget, hold øje med hinandens boliger, og del jeres viden med naboerne, for eksempel via Nabohjælps app, hvis I ser noget mistænkeligt, siger hun.
Trods stigningen i antallet af indbrud her i regionen er der sammenlignet med tredje kvartal i årene siden 2018 trods alt sket et fald. Her er der sket et fald fra 652 indbrud i 2018 til 321 indbrud i 2021, hvor det i 2022 er steget til 423.
Fakta og gode råd om sensorstyret lys til forebyggelse af indbrud
Huse med sensorstyret, udendørs belysning har tre gange færre indbrud end boliger uden indbrudssikring.
Man kan vælge mellem flere forskellige typer af sensorstyret lys. Tidsindstillede sensorer, der tænder lyset, når det bliver mørkt, og lamper med sensor, der tænder ved bevægelse. Bo trygt anbefaler lamper med bevægelsessensor, da der er større chancer for, at andre vil opdage en tyv, når lyset pludselig tændes.
Placér lamperne, så indgange som døre og indkørsler bliver oplyst, når nogen nærmer sig. Det er også en god ide at placere lamper tæt ved terrassedøre eller vinduer, som ligger bag huset. Her er det vigtigt, at fx dine naboer kan se, når lamperne lyser, så de bliver opmærksomme, hvis de pludselig tænder, mens du ikke er hjemme.
Du kan købe udendørs lamper med sensor i bl.a. byggemarkeder, lampe- og elektrikerforretninger samt netbutikker.
Kilde: Bo trygt, www.botrygt.dk