Ansøgninger til pædagoguddannelser falder på landsplan - men stiger på Sjælland

Der er varslet minimumsnormering i institutionerne, og interessen for pædagoguddannelserne er stigende på Sjælland og øerne, men faldende i resten af landet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For femte år i træk falder antallet af ansøgere til pædagoguddannelserne på landsplan. Anderledes ser det dog ud på Professionshøjskolen Absalons pædagoguddannelser i Nykøbing Falster, Roskilde, Slagelse og Vordingborg.

Det fremgår af en statistik over fordelingen af ansøgninger på de videregående uddannelser, der er offentliggjort af Uddannelses- og Forskningsministeriet søndag eftermiddag.

I alt 5.910 har søgt ind på en pædagoguddannelse som førsteprioritet på landsplan, hvilket er et lille fald på én procent sammenlignet med 2019. På Absalons uddannelser går det dog den anden vej. Her har 840 søgt ind på pædagoguddannelserne, hvilket er en stigning på fem procent i forhold til 2019.

Brug for flere pædagoger

Rektor på Professionshøjskolen Absalon Camilla Wang kalder det meget positivt, at skolen oplever en stigning i antallet af ansøgninger, og samtidig en overraskelse, at skolen bryder et landsdækkende billede. 

- At vi bryder en landsdækkende tendens er lidt pudsigt og overraskende, for vi har ikke gjort noget særligt for at vende det markante fald, vi oplevede fra 2018 til 2019. 

- Men stigningen er rigtig positivt, for der er udsigt til, at der rundt om i kommunerne i Region Sjælland vil mangle pædagoger. Vi er optaget af, at det er attraktiv uddannelse for studerende at søge ind på, og det
er vigtigt for vores kommuner, at de kan ansætte kvalificeret, uddannede pædagoger, siger hun til TV2 ØST.

Absalon har i alt 784 pædagog-pladser.

Minister er ikke bekymret

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er ikke bekymret over udviklingen på landsplan.

- Det er vigtigt at holde fast i, at vi har optaget flere de senere år. Det er rigtigt, at antallet af unge, som søger en pædagoguddannelse som deres førsteprioritet, er faldende, men den kurve har vi stort set knækket i år, siger hun til Ritzau.

S-regeringen og støttepartierne i rød blok er blevet enige om, at der skal indføres minimumsnormering i daginstitutionerne. Det skal være fuldt indfaset i 2025.

quote Det er klart, at jeg gerne så, at endnu flere havde lyst til at arbejde med børn, unge og udsatte som pædagog

Ane Halsboe-Jørgensen (S), Uddannelses- og forskningsminister

Målet er, at der til den tid maksimalt skal være tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.

- Det er klart, at jeg gerne så, at endnu flere havde lyst til at arbejde med børn, unge og udsatte som pædagog, og det er også en del af min ambition om at forbedre uddannelsen, siger Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Ritzau.

Mens der ikke umiddelbart er stigende interesse for at blive pædagog, så har flere i år søgt ind på en sygeplejerskeuddannelse som førsteprioritet.

Efter en årrække med faldende ansøgertal har sygeplejerskeuddannelserne i år fået to procent flere ansøgere sammenlignet med 2019.

Clock05. jul 2020, kl. 17:17
Artiklen er opdateret med citater fra Camilla Wang, rektor på Professionshøjskolen Absalon.

 


Nyhedsoverblik