Ældre klar til fjerde stik - men frygter for endnu en coronabølge

På et pressemøde onsdag fortalte regeringen, at borgere over 50 kan få et fjerde vaccinestik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er ikke blevet talt om det længe, men nu er corona igen på regeringens læber. 

Onsdag var der pressemøde i Statsministeriet, og her fortalte statsminister Mette Frederiksen (S), at borgere over 50 nu kan se frem til at blive tilbudt et fjerde vaccinestik til oktober.

Efter pressemødet er borgere i Nykøbing Falster klar til endnu en vaccinedosis, hvis altså det er det, der skal til for at få knas med smitten.

- Kom an. Vi har fået de tre første stik, så det er helt okay, siger Bent Tensø fra Tillitse.

quote Det var forfærdeligt

Kirsten Petersen, Sakskøbing

I alt vil op mod 2,5 millioner danskere blive tilbudt det fjerde stik. Allerede fra næste uge vil nogle særligt sårbare danskere kunne få et nyt boosterstik. 

Det er dog først til efteråret, at den store udrulning vil komme. Her vil først plejehjemsbeboere få tilbuddet om stikket den 15. september. Derefter vil alle danskere over 50 få tilbudt det fjerde stik fra 1. oktober.

- Vi har lige haft diamantbryllup, så vi er derhenad. Men vi tager det stik. Det er jeg sikker på. Det tror jeg også, jeg kan sige for dit vedkommende, siger Erling Löfström fra Farum og tager armen om sin kone gennem 60 år.


Men selvom der er stor villighed for endnu et stik, så giver dagens pressemøde også anledning til bekymring for, om vi er på vej tilbage mod nedlukninger, som vi kender dem fra de seneste to år.

- Jeg tror, det kommer igen, og jeg tror da også, at der kommer noget nedlukning, for jeg kan ikke forstå, at det kommer nu her, hvor vi har sommer, siger Bodil Jørgensen fra Gedser.

Læs også
SSI: Stigning i antallet af coronasmittede landet over
Læs også
SSI: Stigning i antallet af coronasmittede landet over

Bodil Jørgensen står ikke alene. Kirsten Petersen fra Sakskøbing har også allerede nu besluttet, at hun tager imod et fjerde vaccinestik, men hun frygter også for den kommende tid og husker tilbage på de seneste år med en vis væmmelse. 

- Det var forfærdeligt, siger hun og fortsætter:

- Det var jo en kedelig tid, vi havde dér, og hvis nu vi skal til at passe på igen. Man bliver jo ældre og tager mere imod, siger Kirsten Petersen.

Erling Löfström og hans kone gennem 60 år er klar til at tage imod det fjerde stik.
Erling Löfström og hans kone gennem 60 år er klar til at tage imod det fjerde stik. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Smitsom variant i omløb

Til dagens pressemøde fortalte Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, at der ikke er flere nedlukninger på vej, men at vi må forvente, at der kommer en smittebølge i løbet af efteråret og vinteren.

Det kommer bag på Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, at vi skal forholde os til smitte i de tidlige sommermåneder. Han havde regnet med, at vi først skulle tale om corona igen til efteråret.

- Jeg må da indrømme, at jeg ikke havde tænkt, at vi skulle bokse med et smitteudbrud her midt i sommer. Det ser ud, som om der er ganske mange, der er syge. Det er ganske udbredt smitte lige i øjeblikket, så det ser ud, som om den går igennem det danske samfund nærmest som en steppebrand, siger han. 

Ifølge professoren skyldes den stigende smitte, at der er kommet en ny og mere smitsom variant af Corona, der hedder BA.5.

- Når vi kan sige, at vi tager det relativt roligt i bred almindelighed, så er det fordi, at det ikke ser ud som om, at man bliver rigtig syg af den. Man får lidt ondt i halsen, man får noget forkølelse, og man får noget, der minder om en influenza. Så det er sådan en sommerinfluenza, siger Hans Jørn Kolmos.

Læs også
Folk over 50 år vil blive tilbudt fjerde vaccinestik
Læs også
Folk over 50 år vil blive tilbudt fjerde vaccinestik

Han mener ikke, at BA.5 giver anledning til at stoppe sociale aktiviteter som sommerens Tour de France og Roskilde Festival, men at vi skal undgå at få spredt smitten ind på landets plejehjem.

- Vi må se, hvad der sker

Under pressemødet onsdag fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at myndighederne følger smittespredningen i hele landet tæt, og at sundhedsmyndighederne vil kunne skalere test-indsatsen op, hvis der bliver behov for det i løbet af efteråret. I alt vil 200.000 daglige PCR-tests kunne blive gennemført, hvis det bliver nødvendigt.

quote Vi skal have det fjerde stik alle sammen, så vi ikke går og smitter hinanden.

Bernd Wellendorph, Gedser

Tilbage i Nykøbing Falster håber de borgere, vi talte med, ikke, at smitten bliver så udbredt. Trods lidt bekymringer er man her fortrøstningsfulde, selvom tanken om en stigende smitte af corona ikke er det sjoveste.

- Vi må se, hvad der sker, siger Bernd Wellendorph fra Gedser og fortsætter:

- Vi skal have det fjerde stik alle sammen, så vi ikke går og smitter hinanden.


Nyhedsoverblik