99-årige Emory: - Hvis Trump vinder, ophæver jeg mit amerikanske statsborgerskab

Selvom Emory Lou Thomsen er 99 år og har boet i Danmark i over 50 år, følger hun stadig godt med i det amerikanske præsidentvalg fra Bårse på Sydsjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hun stemte på Franklin D. Roosevelt under Den Store Depression, som i 1930’erne kastede USA ud i den indtil da største økonomiske depression nogensinde.

- For han gjorde en masse ting for fattige mennesker. Der var mange mennesker, der ikke havde et arbejde, fortæller Emory Lou Thomsen til TV2 ØST.

Blandt andet lancerede Roosevelt New Deal, som blandt andet skulle skabe offentlige arbejdspladser for at bekæmpe arbejdsløshed.

Nu er det en anden ”new deal”, amerikanerne står over for, når de skal vælge mellem Donald Trump og Joe Biden som præsident. Den ene har skabt flere arbejdspladser og økonomisk vækst igennem de sidste fire år, men Black Lives Matters-bevægelsen og coronavirus har igen gjort det usikkert at være amerikaner og mange har mistet deres job under pandemien. 

Noget den anden tager særdeles alvorligt, når han møder op til tv-debatter med mundbind og minder andre om at gøre det samme.

Har stemt til alle amerikanske præsidentvalg siden 1941

Det seneste døgn har millioner af amerikanere fulgt det tætte løb mellem ”Sleepy Joe” og ”President Tweety", som de to kandidater er blevet døbt i hjemlandet. Også herhjemme har de landsdækkende medier ryddet fladen og fulgt udviklingen tæt.

Yderst på stolekanten sidder også 99-årige Emory Lou Thomsen. Hun er amerikansk statsborger, bor på et plejehjem i Bårse og er stadig frisk nok til at følge med i amerikansk politik.

- Jeg lytter næsten kun til CNN, for her får man mange nyheder lige når, det sker, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

99-årige Emory Lou Thomsen har brevstemt, siden hun flyttede til Danmark i 1960'erne. Denne gang har hun sat sit kryds ved Joe Biden.
99-årige Emory Lou Thomsen har brevstemt, siden hun flyttede til Danmark i 1960'erne. Denne gang har hun sat sit kryds ved Joe Biden. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Siden 1941 har hun afgivet sin stemme til det amerikanske præsidentvalg. Blandt alle kandidaterne husker hun bedst Roosevelt og Nixon.

Selvom Emory Lou Thomsen flyttede til Danmark tilbage i 1960’erne, beholdte hun sit amerikanske statsborgerskab og fortsatte med at stemme, når der var præsidentvalg.

- Jeg interesserede mig stadig for de problemer, der var i landet, siger Emory Lou Thomsen.

Gik med i Martin Luther Kings optog for sortes rettigheder

Emory Lou Thomsen gik selv med i optogene for sortes rettigheder, der blev ført an af Martin Luther King i 1960’erne. Derfor er det måske heller ikke overraskende, at hun i år har stemt på Joe Biden.

- Jeg synes, han er en ærlig mand, fortæller hun.

Til gengæld har hun ikke mange rosende ord at beskrive Trump med:

- Jeg synes ikke, han er en god mand. Han er racistisk, og han kan ikke lide sorte mennesker.

Det var derfor også med stor glæde, at Emory Lou Thomsen fulgte med i valget 2009 og kunne konstatere, at USA fik sin første sorte præsident nogensinde med Barack Obamas indtræden.

- Jeg synes, det var fantastisk, for det var et skifte. Jeg tænkte, at folk begyndte at acceptere farvede mennesker.

Det fokus, der i år har været på Black Lives Matter, får Emory Lou Thomsen til at følge endnu mere med i valgkampen, end hun plejer.

- Jeg har en følelse af, at tingene er på et tidspunkt lige nu, hvor alt er tæt på at skifte, siger hun.

- Vi har haft en parade og bevægelse mod skyderier af sorte mennesker, og jeg var meget glad for at se, at der var næsten ligeså mange hvide mennesker som sorte. Jeg tror, mange er begyndt at tænke, at det er forkert.

Vil opsige amerikansk statsborgerskab, hvis Trump vinder

Emory Lou Thomsen bliver snart 100 år og har ikke været i USA de sidste fem år. Hun sidder i dag i kørestol er blevet fortalt, at hun højst sandsynligt ikke kommer til at gå igen:

- Men det accepterer jeg ikke. Jeg har tidligere været på hospitalet, fordi jeg ikke kunne bruge min hånd, men så sagde jeg til mig selv ”Emory, løft nu den hånd”, og så gjorde jeg det. Så jeg regner med, at jeg en dag siger det samme til mine ben: ”Emory, du skal gå på dine ben”.

Artiklen fortsætter under billedet.

Selvom 99-årige Emory Lou Thomsen sidder i kørestol og har fået at vide, hun ikke kommer til at gå igen, har hun ikke opgivet "den amerikanske drøm" om at besøge sit hjemland.
Selvom 99-årige Emory Lou Thomsen sidder i kørestol og har fået at vide, hun ikke kommer til at gå igen, har hun ikke opgivet "den amerikanske drøm" om at besøge sit hjemland. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Derfor håber og tror hun på, at hun en dag vender tilbage til The States. Medmindre..

- Hvis Donald Trump vinder, ophæver jeg mit amerikanske statsborgerskab, siger Emory Lou Thomsen.

- Hvis der er så mange dumme mennesker, der stemmer på ham, så vil jeg ikke være en del af det mere.

Hvis Joe Biden derimod vinder, er hun klar i 2024.

- Ja, hvis jeg lever så længe, siger hun med et smil.


Nyhedsoverblik