¨

453 nye smittede det seneste døgn: Så mange er aldrig testet positive før

Den tidligere rekord blev sat 8. april, hvor 408 blev konstateret smittet inden for et enkelt døgn. Billedet her er fra tidligere i år, hvor en borger kommer til coronatest. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Det seneste døgn er der med 453 nye corona-smittede sat smitterekord i Danmark, viser tal fra Statens Serum Institut.

De seneste to døgn er yderligere 822 testet positive for coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Tallene blev ikke opdateret onsdag af tekniske årsager.

Det seneste døgn er 453 testet positive. For det foregående døgn er tallet 369.

Smittetallet er højt og noget skræmmende. Med over 400 smittede er tendensen i den helt forkerte retning

Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen

De 453 nye smittede er det højeste antal nye smittede, der er registreret på et døgn i Danmark, siden coronavirus brød ud i Danmark.

- Smittetallet er højt og noget skræmmende. Med over 400 smittede er tendensen i den helt forkerte retning, siger formand for Lungeforeningen Torben Mogensen.

Med især stigende smittetal i hovedstadsområdet, er der blevet indført nye coronarestriktioner fra torsdag.

De nye restriktioner, ligner nogle af dem, som blev indført i Aarhus, under et lokalt smitteudbrud i august. Ifølge Torben Mogensen kan man dog ikke sammenligne situationen i Aarhus med situationen i København.

- I Aarhus var det mere lokaliseret omkring det somaliske miljø og introdage på universitetet. Det er nemmere at have med at gøre i forhold til den diffuse stigning i København. Jeg er ikke specielt optimistisk, siger han og påpeger, at vi først kan se effekten af de nye restriktioner om ti til fjorten dage.

Langt flere bliver testet

Den hidtidige smitterekord blev sat 8. april, hvor der blev konstateret 408 nye smittetilfælde.

Med til den nye smitterekord hører, at der i dag bliver testet langt flere for coronavirus, end der gjorde i foråret. Derfor er der givetvis også konstateret flere nye smittede.

Antallet af indlagte torsdag er 60. Det er ni flere end onsdag, viser tal fra seruminstituttet. Af de indlagte er fire på intensiv, hvoraf en af dem er i respirator.

Siden tirsdagens opgørelse er yderligere to døde med coronavirus. Dermed er i alt 635 bekræftet døde med coronavirus i Danmark.

De 453 smittede, der er registreret det seneste døgn, er ud af 59.203 prøvesvar.

I alt er 21.393 personer bekræftet smittede med coronavirus i Danmark. Godt 2,1 millioner individer i Danmark er blevet testet for coronavirus.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App