2021 begynder vådt og gråt i det meste af Danmark

Nytårsdag byder på sofavejr med skyer og tåge, mens resten af weekenden ikke bliver meget anderledes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Havde man håbet på en flot solbeskinnet nytårsdag at gå tur i for at brænde tømmermændene væk, så skal forventningerne nok lige justeres.

Til gengæld bliver vejret fint til at holde sig på sofaen og slå mave, se skihop eller bare sove længe i.

Fredag byder nemlig på tæt tåge i Jylland, mens det i resten af landet bliver overvejende skyet med stedvis regn, der visse steder kan falde som slud eller lidt sne.

quote Det ser lidt gråt og kedeligt ud

Mette Zhang, vagthavende meteorolog, DMI

Det oplyser vagthavende meteorolog ved DMI Mette Zhang.

- Vi har varslet tæt tåge i det meste af Jylland, hvilket er defineret ved, at sigtbarheden kommer under 100 meter. Vi forventer at ophæve varslet i løbet af formiddagen, men man kan godt forvente tåge i Jylland det næste døgn, siger hun.

Dis på Falster

Meteorologen fortæller, at det fredag desuden godt kan blive temmelig diset på Fyn, Falster og Bornholm. Temperaturen i hele landet kommer til at ligge mellem nul og fire grader, mens vinden bliver svag til jævn.

- I forhold til sådan en flot nytårsdag så ser det desværre ikke så opløftende ud, siger Mette Zhang.

Læs også
Den første sne er faldet i Danmark
Læs også
Den første sne er faldet i Danmark

Til gengæld ser den regn, der forventes at komme, kun ud til at falde i små mængder, lyder de opmuntrende ord fra meteorologen.

Hun fortæller, at lørdag og søndag i store træk byder på mere af det samme rent vejrmæssigt.

- Det ser lidt gråt og kedeligt ud, konstaterer Mette Zhang.

Kan komme sne eller slud

Lørdag morgen forventes der især at komme lidt nedbør først på dagen. Ligesom fredag kan det falde som sne, slud eller regn.

- Det bliver sandsynligvis mest regn, siger Mette Zhang.

I løbet af dagen kommer temperaturen til at ligge mellem nul til fem grader, mens det igen kan blive tåget i Jylland.

Natten til søndag kan der komme et par graders frost.

- Men ellers så kan du trykke på repeat i forhold til lørdag, siger meteorologen.

Største forskel er, at risikoen for tåge ikke er så stor søndag, fordi det blæser en smule op.


Nyhedsoverblik