20 unges tanker om corona-tiden samlet i ny fotoserie

Hvordan er det at være ung i corona-tiden? Det har 20 unge mennesker givet deres bud på i en fotoserie på ungdomsredaktionen KRAS' instagram

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sara, Katrine, Oliver, Agnes og Nicki er nogle af de unge rundt omkring i regionen, som har sagt ja til, at dele deres tanker og refleksioner om det at være ung i corona-tiden med ungdomsredaktionen KRAS på TV2 ØST.

For corona-tiden har vidt forskellige konsekvenser for hver enkelt og der er mange tanker man kan gå rundt med alene i denne her tid.

quote Corona er et bump på vejen. Jeg er vant til at gøre noget, når jeg har sat mig for det.

Tobias Leegaard, ejer af Fiskebrættet, Stubbekøbing

- Jeg tror nemt man kan gå i stykker personligt, hvis man ikke kan se det hele lidt på afstand, fortæller Victoria Grønsedt fra Kalundborg om denne her tid med en verden i forandring.

Tankerne er blevet til Motivational Quotes

Derfor har TV2 ØST's ungdomsredaktion KRAS under overskriften Dagens corona-tanker, siden d. 21. april hver dag delt et portrætfoto og tilhørende refleksioner fra en ung i regionen på deres Instagram-profil. Det er nu blevet til en mosaik af 20 unges portrætfotos og tanker om at være ung i corona-tiden.

Hver af de 20 unge har også fået fremhævet et citat, som er deres vigtigste refleksion de har gjort sig i denne her tid. For 3.g'eren Sara Gottlieb fra HTX i Næstved var det især den ekstra tid med familien frem for i træningscenteret, som fik hende til at se lidt anderledes på sig selv.

- Der er andre ting i livet, som også har værdi. Altså ikke kun at dyrke sig selv og køre sit eget ræs, fortæller Sara om sin vigtigste corona-lærdom.

Artiklen fortsætter under billedet

Oliver Bonde Hjorth ejer The Dry Fruit Company og har oplevet ekstra travlhed med sine virtuelle ginsmagninger.
Oliver Bonde Hjorth ejer The Dry Fruit Company og har oplevet ekstra travlhed med sine virtuelle ginsmagninger. Foto: Jacob Viuf Overgaard - KRAS - TV2 ØST

For Oliver Bonde Hjorth fra Skælskør har det været læring om sig selv og sine egne begrænsninger, som står stærkest. Oliver har nemlig sin egen virksomhed, som har vækstet under corona-tiden og budt på sene arbejdstimer og ekstra hjælp fra familien i hans lille virksomhed The Dry Fruit Company.

quote Jeg kan ikke redde hele verden, men jeg kan hjælpe lidt til - og det er bedre end ingenting.

Katrine Fischer- Nielsen, sygeplejerskestuderende

Fra frontkæmpere til personlig overvindelse

En tredje ung som deler sine refleksioner er Katrine Fischer-Nielsen, som er sygeplejerskestuderende og meldte sig til Region Sjællands corona-jobbank. Hun arbejder nu på corona-afdelingen på Slagelse sygehus, hvor hun har oplevet virussen helt tæt på.

Men der er også unge, som ikke står lige så stærkt i denne tid. Også Nicki Stave fra Slagelse deler ud af sig selv og fortæller, hvordan byer og gadernes tomhed faktisk hjælper ham til at turde være mere sig selv i det offentlige rum. Nogle udfordringer han har måttet arbejde meget med som barn af en alkoholisk mor og en tidligere misbruger-far.

Artiklen fortsætter under billedet

Tina Riisager har især brugt det spirituelle og mindfullnes til at håndtere alt det ukendte i corona-tiden.
Tina Riisager har især brugt det spirituelle og mindfullnes til at håndtere alt det ukendte i corona-tiden. Foto: Jacob Viuf Overgaard - KRAS - TV2 ØST

Det positive ved corona-tiden

Andre unge kerer sig mere om verdens tilstand end om deres egen. Agnes Eskerod-Olsen fra Kalundborg er klimaaktivist og ser på corona-tiden fra klimaet og jordens synsvinkel. Og netop den positive vinkel på krisen er gennemgående for alle 20 unge.

quote Det er da vildt spændende at være en del af historien imens den skrives

Frederik Birkely, Stenhus Gymnasium, Holbæk

De har alle mødt udfordringer og skullet omstille sig til en anden hverdag og en anden verden, men de har også mødt positive effekter af corona-tiden. Det er alt fra ekstra tid og værdsættelse af familien til refleksioner over sig selv og sin formåen, eller iværksættertanker i en krisetid og betydningen af det sociale liv, som de førhen tog for givet.

- Vi er alle en brik i at få samfundet til at køre rundt og i at få os alle godt ud på den anden side, fortæller Tina Riisager fra Slagelse om hendes vigtigste corona-eftertanke.

For selvom man er ung og måske går glip af studentergildet, synes det er tungt med hjemmeundervisning eller mister sin indtægt, så er der altid en anden og positiv vinkel på krisetid.

 

Du kan se alle 20 unges tanker og portrætfotos på KRAS' instagram lige her


Nyhedsoverblik