Nyhedsoverblik

1200 har anmeldt skader efter regnvejr

Landets forsikringsselskaber har haft travlt siden torsdagens massive regnvejr.

Både Topdanmark og Tryg fortæller, at de hver har modtaget cirka 600 skadesanmeldelser på grund af vand i kældre eller utætheder i taget.

Det skriver TV 2.

Størstedelen af anmeldelserne kommer fra Sjælland. Over halvdelen er fra Region Hovedstaden, mens 16 procent er fra Region Sjælland. Kun én procent af anmeldelserne kommer fra Region Syddanmark.

- Er man ramt af en vandskade, så er et godt råd at få vandet og fugten fjernet straks for at undgå, at skaderne udvikler sig og ødelægger mere. Det er også en god idé at tage billeder af tingene og områder, hvor vandet er trængt ind, så der er dokumentation til skadesagen, siger Helene Ibsen, boligchef i Topdanmark, til TV 2.