Udlejer træt af rockere

Udlejeren af det kælderlokale, som Black Army har benyttet i Næstved, er ikke glad for at blive sat i forbindelse med rockermiljøet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rockerbanden Black Army brugte en stråmand, da de lejede sig ind i kælderlokalet på Nordre Farimagsvej i Næstved. Det fortæller udlejeren til Sjællandske.

Han ønsker ikke at stå frem med navn, fordi han er bange for repressalier.

- Jeg anede ikke lejerne var rockere. Jeg havde ingen anelse. Det er en forfærdelig situation, jeg er blevet sat i, for jeg kan ikke sige dem op. Lige så forfærdeligt er det for de andre, der bor i samme ejendom, siger udlejeren til Sjællandske.

Skudepisoder ved både Black Army og Bandidos' tilholdssted i Ringstedgade har fået politiet til at afspærre al adgang til de to adresser siden i lørdags.

Det gik ifølge udlejeren først op for ham, at der var tale om Black Army, da han blev kontaktet af politiet.

- De står jo ikke med maskingeværer, rygmærker og tatoveringer i panden. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg ikke havde lejet det ud, hvis jeg vidste, det var rockere, siger han til avisen.

Han er ked af, at han nu fremstår som en med forbindelse til rockermiljøet.

- Intet kunne ligge mig mere fjernt. Jeg er en ganske almindelig familiefar, siger udlejeren til Sjællandske.


Nyhedsoverblik