Voldsom gårdbrand i Ringsted - politiet går i gang med at finde brandårsagen

Den trelængede lade med tilhørende lejligheder og værksted er mere eller mindre udbrændt, oplyser politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Konstedvej i Ringsted udbrød der brand i en lade på en gård klokken halv elleve tirsdag.

Brandvæsnet har været i gang det meste af natten indtil klokken fem. Brandårsagen er stadig ukendt, men senere i dag vil Midt- og Vestsjællands Politi gå i gang med at undersøge brandårsagen i laden.

Den trelængede lade med tilhørende lejligheder og værksted er mere eller mindre udbrændt. I værkstedet var der gasflasker, der eksploderede under branden.

Beboerne på gården gik i gang med at evakuere dyrene fra stalden.

Politiet oplyser, at tre grise og flere høns er omkommet i branden, mens fire personer er blevet undersøgt for røgforgiftning. De fire personer er okay og er ikke blevet indlagt efterfølgende.

- Hvis man er i nærheden af en brand og måske har været tæt på og forsøgt at slukke en af brandene, inden brandvæsnet er kommet og taget over, så bliver man lige tilset af ambulancepersonale for, om man har nogle symptomer på røgforgiftning, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi.

Skiltevogne på motorvejen

Under branden kom en voldsom røgudvikling. Da gården ligger tæt på Vestmotorvejen, drev røgen ud på kørebanen. Derfor indsatte politiet skiltevogne for at sætte hastigheden ned for bilerne på grund af nedsat sigtbarhed. 

Skiltevognene blev fjernet igen omkring klokken 01:00.  

Politiet oplyser, at der blev ikke fundet noget mistænkeligt ved branden. Men en undersøgelse skal forsøge at fastslå brandårsagen. Hvis ikke de selv kan finde brandårsagen, vil de indkalde teknisk personale til at undersøge branden videre.


Nyhedsoverblik