Værtshus holder fast i Carlsberg-boykot: - Vi får det tilbage, når de lukker i Rusland

Selvom Carlsberg nu har besluttet at stoppe deres produktion af øl i Rusland, betyder det ikke at Cafe City i Ringsted genoptager salget af Carlsberg-øl.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torsdag meldte Carlsberg ud, at det nu er slut med at producere og sælge Carlsberg-øl i Rusland. 

Men det er ikke nok for ejeren af Cafe City i Ringsted, der har valgt at boykotte alle virksomhedens produkter på grund af krigen i Ukraine. Det gælder altså ikke kun Carlsberg-øl, men også øl fra andre mærker, Carlsberg ejer.

Carlsberg har nemlig ikke indstillet alle deres aktivitet i landet. 

- De bibeholder den lokale drift af deres otte russiske bryggeriger. Og som jeg har sagt hele tiden, så længe de har aktiviteter i i Rusland, så skal vi ikke have deres produkter her i vores butik, siger Janus Hansen, der ejer Cafe City.

Der er tale om det russiske bryggeri Baltika, som ligger i Sankt Petersborg, Jaroslavl, Tula, Voronezj, Rostov ved Don, Samara, Khabarovsk og Novosibirsk.

Læs også
Værtshus boykotter øl fra Carlsberg
Læs også
Værtshus boykotter øl fra Carlsberg

Selvom værtshuset længe har haft Carlsbergs produkter i hanerne, så holder de altså fast i at boykotte. Derfor håber Janus Hansen, at Carlsberg i sidste ende stopper alt aktivitet i landet.

- Når Carlsberg engang vælger at lukke det sidste, så får vi Carlsberg tilbage igen, siger Janus Hansen.

Smager lokalt øl

Ifølge Carlsberg fortsætter man driften af Baltika-bryggerierne, fordi de ønsker at understøtte de 8400 ansatte og deres familier.

Men det rokker ikke ved Cafe City, som har serveret øl siden 1791. 

- Det kommer ikke til at betyde noget for os umiddelbart. Vi har en daglig dialog med vores kunder, så vi alle tager stilling, til hvad der sker. Og så får vi lov til at smage noget lokalt øl, siger Janus Hansen.

Han har blandt andet fyldt en af hanerne med en pilsner fra det lokale Dagmarbryggeri.

Carlsberg har også meldt ud, at de donerer 75 millioner kroner til nødhjælpsarbejde i Ukraine og standser nye investeringer og eksport til Rusland.

Tror du, at det gør noget, at et lille værtshus i Ringsted siger, at de ikke sælger Carlsberg?

- Jeg er ikke i tvivl om, at det har en kæmpe effekt, siger Janus Hansen.


Nyhedsoverblik