Ukrudt i skumbad

I Ringsted Kommune bliver ukrudt bekæmpet med miljøvenligt skum.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det minder mest af alt om et stort skumbad, når Kenneth Hansens tankbil hælder skum på de mængder af ukrudt, som er spiret frem i vejkanten.

- Det er kokosolie og olie fra majs, som er blandet med vand. Det ødelægger fibrene i planten, siger Kenneth Hansen.

Skummet er miljøvenligt. Faktisk er det så rent, at man sagtens kan smage på det.

- Det smager ikke særlig godt, men man dør ikke af det, siger vejservicemedarbejder Kenneth Hansen.

Ringsted Kommune er den første her i regionen, der forsøger sig med Spuma, som skummet hedder. Kommunen har tidligere bekæmpet ukrudt med brændere.

- Vi forventer, at vi kan spare nogle penge, og så er det også mere miljøvenligt. Vi skal kun køre tre gange i stedet for 10 eller 12 med brændere, og så undgår vi brandfare, siger Claus Winther, som er skov- og landskabsingeniør i Ringsted Kommune.

Der er gode erfaringer fra Jylland. Blandet andet har Vejle Kommune brugt Spuma i syv år.

- Vi kan virkelig se effekten af det. Vi sparer mandskab, og det er miljøvenligt i forhold til CO2 og brænding. På den front er det en succes, siger Ole Kruse, teamchef i Vejle Kommune.

Spuma er opfundet i New Zealand. I Danmark er det kun virksomheden NCC, der har de maskiner, som det kræver, hvis man skal bruge produktet. Af samme årsag er det ikke noget, man uden videre kan benytte i sin private have.

 


Nyhedsoverblik