Total afvisning af frokostordning

Ikke en eneste af Ringsteds daginstitutioner vil benytte sig af tilbuddet om en frokostordning til børnene. Det står klart, efter at institutionerne senest i fredags skulle give besked til kommunen, skriver DAGBLADET Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Mange takker nej, fordi der er så mange andre verserende ting med besparelser og debat om en ny struktur, fortæller konsulent Marianne Frederiksen fra Børne- og Kulturforvaltningen i Ringsted Kommune.

Hun tilføjer, at en del også takker nej på grund af prisen, som er på 575 kroner om måneden. Modstanden skyldes til gengæld ikke modvilje mod selve idéen om, at børnene kan få mad i institutionen.

- Der er ikke utilfredshed med den måde, ordningen er skruet sammen på. Mange tilkendegiver, at det er en godt gennemarbejdet ordning, refererer hun efter at have læst de medfølgende høringssvar.

Afvisningen af frokostordningen kommer, efter kommunen har brugt mindst et par millioner kroner på at opgradere køkkenerne i to ud af tre institutioner. Staten har refunderet størstedelen af udgiften, men formanden for Børne- og Undervisningsudvalget, Sadik Zeki Topcu (S), ærgrer sig alligevel over, at der ikke er bare et par institutioner, der har haft lyst til at prøve ordningen.

- Var der en-to institutioner, der havde indført det, ville vi få et erfaringsgrundlag i vores egen kommune, forklarer han til DAGBLADET Ringsted.

/ritzau/


Nyhedsoverblik