TMS Ringsted vinder appelsag og beholder plads i ligaen: - Det betyder sindssygt meget

Håndboldherrerne fra TMS Ringsted skal alligevel spille ligahåndbold i næste sæson efter sejr i appelsag. Formand er ikke overrasket over beslutningen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Opdatering
Artiklen er opdateret klokken 14.18 med reaktion fra bestyrelsesformand i TMS Ringsted, Henrik Dudek, og med reaktion fra spiller Oliver Klarskov kl. 21.20

Håndboldklubben TMS Ringsted får alligevel et herrehold i landets bedste række i den kommende sæson.

Det står klart, efter at Håndboldens Appelinstans onsdag har omstødt den kendelse, som Håndboldens Disciplinærinstans i første omgang afsagde 19. april, meddeler Dansk Håndbold Forbund (DHF) på sin hjemmeside.

- Det gør en kæmpe forskel. Man bliver promoveret på en helt anden måde i hånd-boldligaen. Der er nogle helt andre stjerner, man kommer til at spille imod, så som spiller betyder det sindssygt meget, siger Oliver Klarskov til TV2 ØST

quote Det er det eneste rigtige. Vi har sådan set aldrig været i tvivl om, at vi havde reglementet på vores side.

Henrik Dudek, bestyrelsesformand i TMS Ringsted

TMS Ringsted rykkede ud af landets bedste række, men straks efter grundspillets afslutning indgik Skanderborg Håndbold og Århus Håndbold et samarbejde, hvorefter Århus Håndbold begærede sig konkurs.

Begge hold sluttede over Ringsted i ligaen.

Det sjællandske hold mente dog, at reglerne omkring konkursen og tidspunktet for den gjorde, at TMS Ringsted skulle forblive i ligaen. Det har klubben nu fået medhold i.

- I kendelsen lyder det, at datoen for Århus Håndbolds konkursbegæring er den dato, hvor holdet udgår af turneringen, skriver DHF på sin hjemmeside.

- I kendelsen lyder det yderligere, at Århus Håndbold overtrådte orienteringsreglen ved ikke at orientere Dansk Håndbold Forbund den 31. marts 2021 samtidig med indgivelsen af konkursbegæringen.

Ligaen udvides med et ekstra hold

Rent praktisk betyder det, at der vil være et ekstra hold i herrernes bedste håndboldrække i næste sæson.

- Resultaterne for den indeværende sæson forandrer sig ikke som følge af kendelsen. Men for den kommende sæson bliver det dog tydeligt, at der er sket ændringer i forhold til liga og 1. division, siger DHF-formand Per Bertelsen til hjemmesiden.

Læs også
TMS Ringsted appellerer Århus Håndbold-afgørelse
Læs også
TMS Ringsted appellerer Århus Håndbold-afgørelse

- Dels fordi ligaen udvides med et hold til 15 hold i alt, og dels fordi 1. division fortsat bliver afviklet med 14 hold. Der skal altså fra næste sæson findes to direkte nedrykkere fra ligaen, mens der i forhold til 1. division skal findes op til fire direkte nedrykkere.

DHF meddeler i samme ombæring, at man ikke ønsker at anke sagen til Danmarks Idrætsforbunds Appelinstans, hvorfor dommen er endelig.

Glad formand

I Ringsted er der ikke overraskende glæde at spore. 

- Vi er glade i TMS Ringsted. Men jeg kan også høre rundt omkring, at vi er glade generelt i Ringsted over, at vi har et hold i ligaen næste sæson, siger bestyrelsesformand i TMS Ringsted Henrik Dudek til TV2 ØST.

Formanden er dog ikke overrasket over, at sagen er faldet ud til fordel for den midtsjællandske håndboldklub.

- Det er det eneste rigtige. Vi har sådan set aldrig været i tvivl om, at vi havde reglementet på vores side. Derfor var det også meget overraskende for os, at disciplinærudvalget ikke gav os medhold, og at vi måtte gå til appelinstansen, siger Henrik Dudek.

Har planlagt i to spor

Selvom TMS Ringsted har følt sig forholdsvis sikre på at få medhold og altså få lov til at spille i håndboldligaen i næste sæson, så har klubben været nødsaget til at planlægge fremtiden i to spor.

- Vi har lagt et budget efter 1. division, og vi har lagt et budget efter håndboldligaen. Men det hold, vi har lavet til næste sæson, er jo lavet til, at vi håbede og troede, at det var håndboldligaen, forklarer han.

- Jeg kender godt forskellen på indtægtsgrundlaget for 1. division og håndboldligaen, for jeg har prøvet nogle gange at rykke op og ned, så derfor betyder det da rigtigt meget, at vi bliver i håndboldligaen, fortsætter han.

Henrik Dudek har endnu ikke talt med spillerne oven på beskeden om, at det altså bliver til endnu en sæson i landets bedste håndboldrække. 

- Jeg er sikker på, de er stinkende glade. Men jeg må også sige til dem, at ingen af dem bliver årets spiller. Det bliver vores advokat, Martin Falk Rømer, konstaterer Henrik Dudek.


Nyhedsoverblik