Tiltalt for drab på ekskone: Jeg var ikke jaloux efter brud

En 68-årig mand er anklaget for at dræbe sin ekskone. Han var ked af brud, men ikke jaloux, forklarer han i retten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 40-årig kvinde forlod sidste år sin mand gennem flere år til fordel for en ny kæreste. Men der var ingen jalousi fra eksmandens side.

Det slår han selv fast i Retten i Roskilde, hvor den 68-årige er tiltalt for at have slået sin ekskone ihjel. Manden nægter sig skyldig i drabsanklagen.

- Jeg bliver faktisk ikke jaloux over, at hun flytter over til en anden mand. Det kan jo være, at det er rigtigt at flytte fra mig, og så er det bare sådan. Jeg kan jo ikke tvinge hende til at blive, siger den tiltalte.

Dræbt ved kirke

Den 40-årige blev fundet dræbt ved Sneslev Kirke, hvor hun arbejdede som kirketjener og graver. Drabet er ifølge anklagen sket 29. december 2015. Ifølge den tiltalte skete bruddet mellem de to cirka to uger tidligere.

- Det er hende (offeret, red.), der beslutter, at vi skal gå fra hinanden. Hun kommer hjem en tirsdag aften, og vi sidder og spiser. Hun siger, at hun har noget at fortælle og spørger, om jeg vil have den korte eller lange version.

- Jeg tror, at det handler om arbejde, så jeg siger den korte. Hun siger, at hun vil skilles, og at hun flytter om lørdagen, forklarer den tiltalte.

Offer havde fundet en ny mand

Samtidig afslører den nu dræbte kvinde, at hun vil flytte hen til en anden mand. Det betød dog ikke noget, lyder det fra den tiltalte.

- Jeg kender ham ikke. Det er vores tidligere mekaniker. De har kendt hinanden en måneds tid, og jeg spørger, hvorfor hun vil flytte derover. Hun siger, at det er for at spare indskud til en ny lejlighed.

Den 68-årige havde stadig et håb om, at han og hustruen ville finde sammen igen.

- Jeg holdt meget af hende. Hun fyldte godt i hjertet. Hun havde gjort mange gode ting for mig, siger han.

- Vores forhold var, som forhold er flest. Hun udtrykte, at hun havde levet i en osteklokke i for mange år. Nu fik hun lov til at tage en uddannelse, og det fandt hun meget befriende.

Noget havde ændret sig

I måneden op til bruddet havde han dog haft en følelse af, at noget havde ændret sig.

- Jeg havde en mistanke. Jeg havde ansvaret for vasketøjet. Det havde ændret sig. Det var mere feminint tøj, der var til vask, siger den tiltalte.

- Jeg spurgte nogle gange, om der var noget, men hun sagde, at jeg ikke skulle blande mig. Men jeg havde ikke mistanke om et andet forhold.

Sagen kører ved Retten i Roskilde, men retten har lånt lokaler i Københavns Byret. Der ventes at falde dom i sagen 21. oktober.


Nyhedsoverblik