Sydhavsøerne tog revanche i Ringsted

Lokalbraget i første division blev aldrig rigtig spændende. Gæsterne fra Maribo var simpelthen liganedrykkerne fra TMS Ringsted overlegne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En fyldt Ringstedhal blev nærmest omdannet til hjemmebane for Team Sydhavsøerne, der beredt med masser af medrejsende Maribo-fans og en god portion vilje kæmpede sig til en flot storsejr over TMS Ringsted.

TMS Ringsted var ellers favoritter til at vinde opgøret, og Sydhavsøernes træner Jimmy Albrechtsen sagde endda, inden kampen til TV2 Øst, at TMS Ringsted er et bedre hold. Det var bare ikke til at se i dag, hjemmeholdet var kun foran i de første minutter af kampen, men da gæsterne havde fundet fodfæste, så gik det kun en vej.

Målmand Nikolaj Frejlev pillede mange TMS-forsøg, mens Ringsted-forsvaret og keeperen i den anden ende ikke havde samme held. Derfor kom gæsterne helt op at føre med ti mål, bl.a. takket være en velspillende playmaker i Andreas Stryger, der gang på satte Sydhavsøernes angrebsspil flot op. Der blev scoret mere end et mål per minut, og måltavlen kunne endelig få fred, da der stod 36-29 i Team Sydhavsøernes favør.

- Alt lykkedes for os i dag, ligesom alt lykkedes for dem sidste gang. Rammer man ikke dagen i den her tætte division, så vinder man altså ikke. Det var som om de tog lidt for let på os, og det koster altså, sagde Team Sydshavsøernes stregspiller Tim Udby til TV2 Øst efter kampen.

Dermed bytter de to hold nu plads i tabellen, sådan at TMS Ringsted er et point efter gæsterne fra Maribo. Ingen af de to hold er endnu helt fri for at frygte at skulle ud at spille for at undgå at rykke ned, men det har de tre runder tilbage til at sørge for ikke sker.


Nyhedsoverblik