Strid om campingpladser til Ringsted Festival er slut - ny plan bliver godt modtaget

Uenigheder om nye campingområder kunne være undgået, hvis Ringsted Kommune tidligere i forløbet havde indkaldt til dialog, siger festivaldirektør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et kompromis, der tager hensyn til begge parter i en svær situation og lytter til både ønsker og bekymringer.

Sådan betegner borgmester i Ringsted Kommune Henrik Hvidesten (V) aftalen om de nye campingområder til Ringsted Festival, som et bredt flertal af politikerne vedtog på et byrådsmøde mandag aften. 

Fremover skal campisterne campere på enten Ringsted Stadion, Dyrskuepladsen ved Anlægsvej, et område på Batteriet og en fodboldbane, som i mange år er blevet brugt under festivalen. 

På papiret er udpegningen af nye campingområder til en festival en harmløs sag, men forløbet med at finde dem til Ringsted Festival har været knudret og svær og skabt uoverensstemmelser mellem festivalen og fodboldklubberne RIF Fodbold og Ringsted Pigefodbold. 

quote Det er det bedste, der kunne ske, hvis jeg skal se sådan på det

Jan Christiansen, formand, Ringsted Pigefodbold

Det skyldtes, at festivalen i sit første oplæg ville bruge flere af fodboldbanerne end den ene, hvilket fik klubberne op i det røde felt.

Henrik Hvidesten erkender, at det ikke har været en let opgave at udpege nye områder. 

- Jeg forstår godt fodboldklubbernes bekymringer, og jeg forstår godt ønsket fra festivalens side. Da vi startede, så det bestemt ikke let ud, for der stod de med meget forskellige tilgange, men det er lykkedes os at finde en løsning, som jeg egentlig tror, at alle kan se kan fungere, siger han.

Bedste løsning

Løsningen er den bedst tænkelige, når nu Ringsted Festival skal ligge i området ved idrætsanlægget. For Ringsted Stadion er en kampbane, mens de andre baner i det daglige fungerer som træningsbaner. 

Det mener formand for Ringsted Pigefodbold Jan Christiansen, der offentligt har været en af de skarpeste kritikere af festivalens tanker om at bruge flere af banerne. 

- Det er det bedste, der kunne ske, hvis jeg skal se sådan på det, siger han. 

Ringsted Festival
Læs også
Gæster skal campere på fodboldstadion - politikere vedtager ny festivalplan
Ringsted Festival
Læs også
Gæster skal campere på fodboldstadion - politikere vedtager ny festivalplan

Kompromisset rykker dog ikke ved hans generelle holdning, at festivalen ikke skal ligge på området med fodboldbanerne.

- Jeg synes helt klart, at festivalen er et godt aktiv for Ringsted, og den skal selvfølgelig være der. Men jeg har svært ved at forstå, at campingområderne skal ligge, så man nærmest kan spytte hen til musikstedet, fremfor at man kunne lægge en større campingplads lidt længere ude, siger Jan Christiansen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Jan Christiansen, formand for Ringsted Pigefodbold.
Jan Christiansen, formand for Ringsted Pigefodbold. Foto: Rikke Stokholm - TV2 ØST

Han siger, at fodboldklubberne har stor opbakning blandt beboberne i Ringsted.

- Hver dag møder jeg folk, der siger, at festivalen ikke skal ligge på fodboldbanerne. Det er meget udbredt.

Uenighed kunne have været undgået

Når der i det hele taget skal udpeges nye campingområder til Ringsted Festival, skyldes det, at kommunen har solgt en af de grunde, som har været brugt til campingvogne. Salget tvang kommunen ud i at finde erstatningsarealer, da den er kontraktligt forpligtet til det i rammeaftalen med festivalen. 

I sit revideret oplæg pegede festivaldirektør Anders Sørensen på de områder, der er blevet udpeget. 

- Jeg er meget positiv og glad for, at det er lykkedes at lave en løsning, der er fremtidsikret og visionær for festivalen og tilgodeser fodboldklubberne, siger han.

quote Processen har skabt unødvendigt stress for alle parter

Anders Sørensen, direktør, Ringsted Festival

Anders Sørensen ærgrer sig dog over, at uenighederne nåede derud, hvor de gjorde, og han mener, at de kunne have være undgået. 

- Det kunne nok have været gavnligt for processen og samarbejdet, hvis kommunen havde startet dialogen mellem os og fodboldklubberne i foråret og ikke efter, at den havde solgt grunden. 

- Processen har skabt unødvendigt stress for alle parter. Men nu kigger vi fremad, og jeg tror på, det her bliver godt, siger Anders Sørensen.

Vig Festival 2019
Læs også
242 dage til start - Vig Festival melder alt udsolgt
Vig Festival 2019
Læs også
242 dage til start - Vig Festival melder alt udsolgt

Salget af grunden og usikkerheden om placeringen af det nye campingområde har betydet, at Ringsted Festival har udskudt salget af campingpladser fra den 1. november til den 1. december.  

Anders Sørensen forventer, at der vil komme 3.000-4.000 overnattende gæster til 2020-udgaven af festivalen, som foregår 30. juli til 1. august.


Nyhedsoverblik