Straffen står og venter på Jysk-brandstifter

En 21-årig brandstifter fra Ringsted udeblev fra retssag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En fængselscelle et sted i Danmark skulle have huset den 21-årige, dømte brandstifter Rene Søren Lund fra Ringsted. Men han er væk, skriver DAGBLADET Ringsted.

Rene Søren Lund fik den 29. april i år en dom på 15 måneders fængsel for at sætte ild på Jysk i Ringsted med skader for 15 millioner kroner tilfølge på både Jysk og naboen thansen.

Efter dommen lykkedes det den 21-årige at flygte fra Retten i Roskilde, og siden har hverken politiet eller retsvæsenet set ham.

Rene Søren Lund skulle i denne uge have befundet sig i Østre Landsret. Han har nemlig selv anket sin straf fra byretten, fordi han gerne vil frifindes eller have en mildere straf.

- Sagen blev afvist, fordi han ikke dukkede op. Dermed består dommen fra byretten, siger anklageren, statsadvokatfuldmægtig Bente Schnack til DAGBLADET Ringsted.

Hvis man bliver væk fra sin egen ankesag i landsretten uden gyldig grund, er man selv skyld i at have misset sin mulighed for en måske mildere straf hos landsdommerne. Derfor venter de 15 måneder i spjældet på den 21-årige fra Ringsted.


Nyhedsoverblik