Torsdag aften har borgerne i Ringsted mulighed for at blive klogere på status af den nye jenbaneudfletning, der under alle omstændigheder skal etableres i byen. Borgermødet er arrangeret af alle de politiske partier i Ringsted Kommune.
Mødet afholdes torsdag klokken 19.00 i Selskabslokalerne, Dronningensgade 30, 4100 Ringsted med deltagelse af repræsentant fra Banedanmark samt politiske transportordførere og andre medlemmer af Folketinget med interesse for området.
- Mødet vil blive åbnet af borgmester Henrik Hvidesten, hvorefter Banedanmark vil gennemgå løsningsmodellerne. Derefter vil der være mulighed for, at transportordførerne og andre folketingsmedlemmer at komme med bemærkninger samt spørge ind til modellerne, fortæller tidligere viceborgmester Svend Erik Jakobsen (A), der er medarrangør.
Mange partier repræsenteret
Fra Banedanmark møder Områdechef Martin Munk Hansen, mens folketingets repræsentanter vil være Louise Schack Elholm (V), Ole Hækkerup (A), Kim Christiansen (O), Trine P. Mach (F), Andreas Steenberg (B), Villum Christensen (LA), Henning Hyllested (Ø) samt Brian Mikkelsen (C).
- Mødet vil give borgerne i Ringsted god mulighed for at blive informeret om status på placeringen af den nye udfletning, der under alle omstændigheder skal etableres, ligesom der med stor sandsynlighed vil blive en interessant politisk snak på tværs af partierne. Det gør det også til et spændende møde, idet det er samtlige politiske partier i Ringsted, der står for det fælles arrangement, siger Svend-Erik Jakobsen.