En 35-årig mand fra Holbæk-egnen har indkasseret et bredt udsnit af sigtelser ifølge straffeloven – herunder ulovlig tvang, brugstyveri, narkokørsel og for at forvolde fare.
Det startede lørdag aften kort før klokken 19.02, hvor manden havde forsøgt at stjæle en 61-årig kvindes bil.
- Kvinden råbte op, da han ville tage hendes bil, hvilket fik manden til at flygte fra stedet til fods op ad Søgade, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi i weekendens døgnrapport.
Kort efter modtog politiet yderligere én anmeldelse. Denne gang fra et pizzeria på Sjællandsgade, hvor ejeren netop havde fået stjålet deres bil fra baggården til forretningen.
Flere af forretningens ansatte havde ellers forsøgt at standse bilen, hvor også en 21-årig mand blev ramt af en åben bildør, da den 35-årige mand satte bilen i bak.
Narko i blodet
Den 21-årige kom ikke alvorligt til skade, alt imens biltyven fik skiftet gear og forlod stedet i høj fart.
Mindre end en time senere var den 35-årige mand nået til hovedstaden i den stjålne bil, hvor han blev standset og anholdt klokken 20.00 på Roskildevej.
Betjentene kunne konstatere, at manden var narkopåvirket, hvorfor han fik udtaget en blodprøve.
Den anholdte blev kørt til Roskilde Politigård, og efter endt sagsbehandling blev sagen juridisk vurderet.
Her blev der ikke skønnet grundlag for at fremstille den 35-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi havde den anholdte mand det ikke godt, og han blev frivilligt indlagt til psykiatrisk behandling.
Han vil senere høre mere fra politiet i sine sager.