Stalking-sigtet fik løftet pegefinger og brød så tilhold igen

For en måned siden slap en 39-årig mand for varetægtsfængsling i stalkingsag. Men tirsdag kom han bag tremmer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En dommers løftede pegefinger fik tilsyneladende ikke en 39-årig mand fra Ringsted til at stoppe med en opsøge en kvinde, som han har et tilhold mod at kontakte.

Efter gentagen kontakt til kvinden blev manden derfor tirsdag fremstillet i Retten i Roskilde og varetægtsfængslet for at overtræde stalkingloven.

Det fremgår af Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport.

Har kontaktet kvinden mindst 75 gange

Allerede 7. juli blev manden fremstillet i et grundlovsforhør. Han blev sigtet for at have kontaktet kvinden mindst 75 gange via elektronisk kommunikation samt foretaget yderligere 17 telefonopkald i løbet af en måned.

Da mente dommeren ikke, at der var grundlag for fængsling. Dommeren oplyste dog den 39-årige om, at grundlovsforhøret trods løsladelsen skulle betragtes som en "løftet pegefinger".

Men efter løsladelsen gik der ifølge politiet blot tre dage, før den 39-årige igen kontaktede den pågældende kvinde med et telefonopkald.

Inden for den næste måned kontaktede han hende yderligere tre gange, ligesom han for få dage siden opsøgte kvinden et sted, hvor hun opholdt sig.

Fængslingen af den 39-årige gælder foreløbigt frem til 1. september. Tilbageholdelsen skal sikre, at han ikke kan gentage stalkingen.

Det fremgår ikke af politiets døgnrapport, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.


Nyhedsoverblik