Skokaster-spil fjernet efter massakre

Den radikale folketingskandidat Linda Kristiansen, der bor i Jerslev ved Kalundborg, har fjernet det spil, hvor man kan kaste sko efter Pia Kjærsgaard, fra sin hjemmeside.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Du bør have en dårlig smag i munden efter det, der er er sket i Norge.

Sådan lød én af flere kommentarer lagt på den radikale folketingskandidat Linda Kristiansens hjemmeside her i weekenden.

Årsagen er det lille spil, hvor man kan kaste sko efter Pia Kjærsgaard, og derfor har kandidaten, der blandt andet er opstillet i Ringsted-kredsen nu valgt at fjerne spillet fra sin hjemmeside. Det skriver Dagbladet.

- Jeg er dybt rystet over, at man kan sammenligne det, der er sket i Norge med mit spil. Det er dybt usmageligt og absurd. Jeg synes ikke, at der er nogen sammenhæng, og jeg er dybt forarget over, at nogen vil lave den sammenkobling, fortæller en bevæget Linda Kristiansen til Dagbladet.

- Der er nogle ofre her, som jeg synes, det er uværdigt over for, og en sammenkobling af mit spil og katastrofen vil virke som en negligering af katastrofens omfang, siger hun og ønsker faktisk ikke, at hendes fjernelse af spillet bliver omtalt.

Sagen om Linda Kristiansens hjemmeside kom op i sidste uge og delte med det samme vandene mellem de, der fandt det underholdende og uskyldigt - og de, der fandt det voldeligt og groft.

I spillet agerer man en arabisk udseende mand, der skal snige sig ind på Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard og kaste en sko i hovedet på politikeren. Rammer man, vælter hun ned af en bakke.

Ifølge Linda Kristiansen vil spillet heller ikke på et senere tidspunkt blive tilgængeligt på hendes hjemmeside.


Nyhedsoverblik