Konen gennem 64 år kunne ikke længere klare det ansvar, det er at have en dement ægtefælle hjemme, og derfor flyttede Johannes Lyngsgaard ind i et af Ringsted Kommunes demenshuse. Og det har været en barsk oplevelse - ikke mindst for den 87-årige mand, som gennem hele sit liv har været en aktiv idræts- og landmand - men hans børn er også rystede. Det skriver DAGBLADET Ringsted.
- Vi er meget overraskede over, at han ikke har mulighed for at komme ud af huset. For min far er det rigtig vigtigt, at han kan få rørt sin krop, men det, har vi fået at vide, er lukket land, nu hvor han er kommet i plejebolig, siger Søren Lyngsgaard, som sammenligner forholdene i demenshuset lidt med et fængsel.
Johannes Lyngsgaard kom, før han flyttede ind i demenshusene på Plejecenter Solbakken, fire gange om ugen i daghjemmet Oasen, der er et aktiveringstilbud til hjemmeboende demente. Men her må han ikke længere komme, hverken for det sociale samvær eller den muskeltræning, han lavede i en træningsmaskine her.
- Vi frygter, han bliver deprimeret af at bo her. Han mister gnisten til at leve. Far har før været plaget af depressivitet på grund af sine hukommelsessvigt, og det er virkelig vigtigt for hans selvrespekt, at han kan få rørt sig, så hans krop ikke går fuldstændig i forfald, forklarer Søren Lyngsgaard. Men når man flytter ind i et af demenshusene, er der ikke længere mulighed for at blive aktiveret eller få egentlig vedligeholdelsestræning.
Leder af plejecentret Solbakken Gunnar Guldberg erkender, at besparelser har gjort det sværere og sværere for personalet at have tid til at aktivere beboerne.
- Det er rigtigt, at personalet ikke har tid til planlagte aktiviteter som at gå i træningscenter med beboerne. Vi prøver så vidt muligt at give dem daglig færdighedstræning som at dække bord, at gå en lille tur eller at lave små praktiske øvelser ad hoc, siger Gunnar Guldberg.
Søren Lyngsgaard står dog stadig undrende over for situationen.
- Vil fællesskabet i Ringsted virkelig acceptere, at mennesker, som i den grad har brug for menneskelig kontakt, bare bliver opbevaret? Er det tilfredsstillende, at man nærmest bare putter dem i celler, spørger Søren Lyngsgaard.