Sjældne orkideer stjålet fra fredsskov

Fem sjældne og udrydningstruede orkideer er blevet gravet op og stjålet fra Allindelille Fredsskov ved Ringsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tyveriet af de fem orkideer får store sammenligninger frem hos dem, der kæmper for at bevare orkideen "flueblomsten."

- Det er ligesom, hvis man fangede en vandrefalk eller havørn, siger Jimmy Lassen, der sammen med andre orkide-entuiaster gennem flere år har kæmpet for at bevare Ophrys insectifera - eller bare Flueblomsten.

- Hvis man sammenligner med kulturhistoriske ting, er det lidt som at stjæle noget som guldhornene, siger Arne Hastrup, der er næstformand for Danmarks Naturfredningsforening i Ringsted.

Men nogen har altså hen over weekenden gravet fem eksemplarer af Allindelille Fredsskovs udgave af guldhornene op og taget dem med hjem.

På trods af at skoven er det eneste sted i Danmark med Flueblomst, og at de er vurderet som "kritisk truet".

- Vi troede faktisk den ville uddø. Men det er lykkedes at rette op på nedgangen, så nu er der faktisk over 100 her i skoven. For bare tre år siden var der under 20, siger Jimmy Lassen, der har brugt en del fritid på at rydde skovbunden i Allindelille Fredsskov for at forbedre forholdene for orkideen.

Derfor overlever Flueblomsten heldigvis tyveriet, der nu er meldt til politiet. Men det ægrer alligevel Jimmy Lassen, at nogen har så lange fingre.

- Jeg bliver sur, skuffet og vred. Det er trist, når vi gør en stor indsats for at bevare planten, at nogen så ikke forstår det og tror, de skal have dem med hjem.

Planten er så sjælden, at ser man den i en have, så er det højest sandsynligt en ulovlig anskaffelse.


Nyhedsoverblik