Venstre vil afsætte 15 millioner kroner til fornyelse af Torvet over to år. Det oplyser borgmester Henrik Hvidesten (V) om Venstres oplæg til de kommende budgetforhandlinger.
- Vi vil hente pengene fra anlægsbudgettet og håber, de andre partier vil være med til at afsætte flere penge til Torvet, siger han til DAGBLADET Ringsted.
Det er der noget, der tyder på. I hvert fald er der opbakning fra flere sider.
Per Nørhave (DF) understreger, at man ikke har drøftet det nærmere internt, men at hans umiddelbare vurdering er, at Dansk Folkeparti er klar til at bakke op med de midler, der er nødvendige.
- Hvis der skal laves noget, skal det laves ordentligt, og vi vil godt være med til at afsætte flere penge.
Også Sadik Topcu (S) er umiddelbart positiv.
- Vi ønsker at prioritere Torvet meget højt, men vi skal selvfølgelig også se på de andre budgetønsker, når vi forhandler.